søndag den 9. januar 2011

Blandet prosa 1990 - 1996

Forord 2011

Når man tænker på den mængde journalistik, jeg har bedrevet gennem årene i bl.a. Musiktidsskriftet Geiger, kan det virke underligt, at jeg ikke har produceret særlig meget skønlitterært prosa. I hvert fald ikke set udefra. Gennem alle årene er det kun blevet til én novelle, nemlig ”Ved Verdens Ende”, der blev trykt i antologien Plasma (Lag-for-lag Forlag) i 1998. Men sandheden er, at dén form faktisk falder mig svær. Helt op til i dag har jeg lidt af det handicap, at jeg for det første har det med at skrive ethvert prosaforløb færdigt i hovedet, før jeg får det ned på papiret, og så er det i princippet allerede dødt. For det andet har jeg en tendens til at koncentrere mine tekster i en sådan grad, at de alligevel tangerer poesi – og den slags har prosa, der må og skal flyde relativt let, ikke godt af. Således vil jeg ikke lægge skjul på, at ovennævnte novelle, der genpubliceres her, virker alt for kunstig og konstrueret, og faktisk har jeg kun frembragt én eneste længere tekst – den indtil nu uudgivne novelle ”Enola Gay” – som jeg synes opfylder mine krav til ordentlig skønlitterær prosa.

Det er imidlertid ikke som om, at jeg ikke har forsøgt. Mine gemmer er fyldt med fragmenter og skitser i prosaform – specielt fra de tidlige år. Men efter at have været det hele igennem med det kritiske øje, er der stadig meget lidt, som jeg synes står distancen. Det, jeg fandt, fremlægges her i kronologisk rækkefølge. Take it or leave it...

Avedøre d. 9/1 2011, Steffen Baunbæk Pedersen

***

Fødslen

…og sneen føg gennem de biltomme gader, hvor folk bandende og snottende trak deres jakker tættere ind til kroppene, mens de glædede sig til at komme hjem til lillemor med kaffen. Nede på gågaden var juleræset i gang. De fleste andre dage ville den have været fuld af folk med fyldte tegnebøger og sure miner, men i dag sov folk enten branderten ud eller ømmede sig over de første mavepiner. Havnen lå – hvis man så bort fra et par pensionister, der fodrede ænder – øde hen. De store passagerbåde var for længst hevet op fra den gradvist mere tilfrosne å, og hård sne føg hen over den hvide flage.

Bag havnen kunne man ane hospitalet, der hævede sine hvide, kliniske mure op over de mørke træer, hvor kragerne sad og skreg i kulden som om, de ventede på noget. De lignede afpillede, sorte gribbe i den ellers så krystallinske by.

Og midt i smertehuset lå en kvinde med spredte ben og stønnede. De stod i deres hvide klæder og masker og skreg hende fremad. Men det gjorde ondt. Hun var ikke andet end en ung pige, og det føltes som om, at hendes underliv skulle eksplodere. Men kampen var ved at være slut. Et eller andet var ved at bane sig vej ud i rummet. Hun skreg som i det dybeste vanvid. Da lød et plumpt smat, og han lå og vred sig i hænderne på en af de hvide. Med et hurtigt klip skiltes de to fra hinanden for evigt.

En af de andre i rummet var en sort maske, som han nu tog af. Og mens handskerne lagde larven, som nu skiftevis harkede og skreg og som et såret dyr, op til hendes bryst, strøg han hende over det gennemblødte hår og plantede et forsigtigt kys.

Der var stadigvæk hæse skrig uden for vinduet. Ruderne vrængede tomt tilbage.


(udpluk fra den upublicerede selvbiografiske roman, X, som jeg arbejdede på i 1990)


Af: Haariks Torp

En introduktion

Kommer man kørende ad hovedvejen mellem Århus og Silkeborg, kommer man før eller siden til en lille by, der udgør det sidste stop på ruten inden destinationen. En grim, lille møgby, der med faldefærdige fabrikker og kontorer, en overdosis af bilforhandlere samt et stort industriområde, som bestemt ikke klæder en landsby, ikke just indbyder til nærmere bekendtskab. Kører man alligevel ind ad den vej, der hedder Hårup Bygade, ser man en række gamle gårde på randen af forfald samt to lave huse, som overhovedet ikke passer ind i gadebilledet. Sandsynligvis vil man meget hurtigt fortryde omvejen og returnere til hovedstrøget snarest muligt.

Det vil være synd at sige, at Hårup er nogen turistattraktion. Det er et sted, man kun bliver i længere tid, hvis man har et ærinde – ellers hamrer man speederen i bund og skynder sig videre. Ikke desto mindre var Hårup engang et sted, man kunne holde af. Og jeg var en af dem, der gjorde det.

Hårup, hvis navn sikkert oprindeligt var Haariks Torp (”Eriks Udflytterby”), opstod engang i middelalderen. Hvornår er der ingen, der præcist kan sige. Navneforskere placerer bynavne med endelsen –rup i 1000-1200-årene.

I første omgang bestod Hårup blot af nogle få gårde, ja, måske endda kun navngiverens. Men med tiden voksede den sig så stor, at byen var markant efter tidens målestok, og faktisk måtte børnene fra Silkeborg dagligt gå de fire kilometer gennem Vesterskoven til Hårup, når de skulle til skole eller – senere – et af de baller, der blev afholdt med fejende feler og hø under kjolerne syd for landsbyen. Først i midten af 1800-årene, da Michael Drewsen grundlagde en papirfabrik ved Gudenåen, voksede Silkeborg Hårup over hovedet. Og eftersom Silkeborgs interesser kom til at styre udviklingen fremover, ændrede Hårup sig med tiden fra at være et landbrugssamfund med et tæt fællesskab til at være en slags blanding af gårde og industri. Langt op i dette århundrede var byen delt i bønder og industriarbejdere – de sidste først op fremmest ansat hos enten Danfoss eller Haarup Cementfabrik – men mærkeligt nok førte det ikke til de store konflikter. Man fandt ud af tingene i ro og mag. I min tid – og før – blev der faktisk knyttet en del personlige forbindelser mellem de to parter, og det gode forhold fortsatte helt op til omkring 1980, hvor bønderne, der efterhånden var et godt stykke op i årene, enten døde eller flyttede. Ind kom en ny generation af beboere, der hver passede sit, og dermed døde det gamle Hårup, der var defineret af et vist sammenhold, definitivt. Hårup var ikke længere en landsby, men et fabriksområde.

Mine bedsteforældre var en del af den sidste generation af bønder der. De ejede en lille gård på Bygaden, hvor jeg også boede de første 10 måneder af mit liv. Senere blev jeg passet der, til jeg skulle i skole, og indtil deres flytning i ’87 kom jeg der med jævne mellemrum. I de år havde jeg også mange legekammerater i byen. På den måde kan jeg med nogenlunde god samvittighed sige, at jeg på en måde var en del af den sidste generation, der voksede op i Hårup. Den generation, der så byen gå i hundene. Den generation, der først blev klar over, hvad den havde, da det var væk for altid…


Præludium

Jeg blev født i december 1973 under oliekrisen, hvor der var bilfrie søndage. Min mor boede, eftersom hun var 16 år gammel, stadig hjemme hos mormor og morfar i Hårup, og da vandet gik, gav morfar pokker i reglerne og startede bilen. Kun det sidste stykke til Silkeborg blev jeg transporteret i ambulance.

Senere flyttede jeg med min far og mor til et hus i Voel, der lå små 10 kilometer væk, men op til mit sjette leveår, hvor jeg kom i skole, blev jeg passet hos mine bedsteforældre næsten hver dag. Derefter kom jeg der, når der var ferier eller familiesammenkomster – sjældnere, men stadig tit nok til at have venner i byen.

I 1987 flyttede mormor og morfar. Nu kommer jeg aldrig hjem igen.


Hårup Bakke

Hårup Bakke var byens sorte plet. Et problematisk sted på Hovedvej A15, hvor adskillige trafikuheld, nogle af dem temmelig horrible, fandt sted i årenes løb. Et af de værre skete, da min dagplejefar, Jens Christian, var ude at køre med sin blokvogn. Han hørte et brag og mærkede en rystelse, og det viste sig, at en sportsvogn med høj hastighed var kørt ind under ladet med det resultat, at hele topstykket var blevet skrællet af. Hvad der var sket med de to passagerer, kan man vist uden nærmere kommentarer gætte sig til. Og efter det kom Jens Christian aldrig til at køre blokvogn igen.

En dag, da jeg var 5 år gammel, havde mormor sendt mig om til købmanden, da et tilsvarende brag rystede Bygaden. De andre beboere blev givetvis mest af alt skræmt af støjen, men jeg styrtede nysgerrigt ud til A15 for at se, hvad der var sket.

I grøften lå fire smadrede biler, og man kunne høre en kvinde skrige som et såret dyr inde i en af dem. Flere af beboerne styrtede ud for at hjælpe. Jeg skulle lige til at krydse vejen for at nyde det spændende syn, da mormor dukkede op og holdt mig tilbage.

Senere fik jeg at vide, at en af dem i bilerne havde brækket adskillige ribben, og at en anden havde fået benet splintret. Jeg var sur på mormor resten af dagen.


Jens Ingerslev

Den største original i Hårup var uden tvivl Jens Ingerslev. Han boede i en gammel, lettere faldefærdig gård et stykke oppe ad Bygaden og var gift med en af konerne fra mormors strikkeklub, men underligt nok så man nærmest aldrig de to sammen. Engang havde han vist været en munter karl, der havde underholdt sig selv rigeligt på egnen, men med tiden blev han mere og mere indelukket. Da jeg var barn, så man ham aldrig, hvis han ikke var ude at gå sin daglige spadseretur, der altid fandt sted sidst på eftermiddagen. Han gik simpelthen den samme tur hver dag uden synligt formål, og der var et eller andet skæbnesvangert over ham, når man løb på ham på Bygaden. Og selvom han var ganske ufarlig på alle måder, ja, ganske flink, når man en sjælden gang kunne lokke et ord ud af ham, kunne os børn alligevel ikke lade være med at gyse og holde inde med vores leg, når han gik forbi. Og tøvende gå i gang igen, når han gik over A15 i retning mod Skellerup Nygårde.

Sådan fortsatte hans tur år efter år. Også lang tid efter, at jeg var kommet i skole i Voel. Han var et godt stykke oppe i årene, da han for et par år siden gik sin sidste tur og kollapsede på gårdspladsen derhjemme.


Gådedammen

Gådedammen lå mellem selve Hårup og forstaden Lillekøbenhavn, hvor industriarbejderne boede. Og jeg gik altid langs den på vej ud til Tove og Jens Christian, mine dagplejeforældre, og mormor advarede mig altid mod at gå helt ud til bredden, for dammen, der vist oprindelig var et gadekær, men nu fungerede lige så meget som spildevandsbassin, var bundløs. Og med det ord forestillede jeg mig et bundløst dyb, der måske endte et sted i Kina. Et sted, hvor man bare ville synke og synke til éns lig pludselig blev fundet et sted på den anden side af kloden. Følte mig tit fristet til at gå derud og bade, men fik det aldrig gjort. Frygten vandt over fascinationen.

Om vinteren frøs vandet dog til, og Gådedammen blev helt uskadelig. Så stod os børn på skøjter dernede, og til tider kunne jeg stirre ned i isen i timevis, mens jeg forsøgte at få øje på kineserne dernede et sted.

I dag er alle børnene voksne, så der er nok ikke nogen, som skøjter der længere. Desuden er Gådedammen helt omdannet til en affaldsbeholder for alle de nye fabrikker. Sidste gang, jeg var dernede, prøvede alle fiskene at flygte gennem et drænrør. Så bundløs var Gådedammen vist alligevel heller ikke.


(af et upubliceret manuskript, 1991)


Rapport 1994, del 1

Jeg så en tid forleden dag. Jeg spadserede ellers ganske normalt og fredeligt hen ad gaden, da den pludselig løb ud foran mig. Jeg er ikke sikker på, om jeg slog den ihjel. Jeg ramte bare noget hårdt, der stønnede dybt og forsvandt, før jeg rigtig nåede at se det an. Men jeg er ret sikker på, at det var tiden, for der var kun gået en halv time på uret, da jeg kom hjem, og min tur havde taget mindst to.

Jeg er lidt ked af, at jeg ikke nåede at se, hvordan den så ud. En gammel kone ved siden af mig faldt om med et hjerteslag, da hun så den, så køn har den næppe været. En flok legende børn kunne oplyse, at de havde set en krage flyve tværs over gaden. Personligt nåede jeg kun at sænke blikket – pinligt bevidst om, at jeg gik en smule hurtigere end.


Rapport 1994, del 9

Første dag i 3. klasse. Jeg kom lidt før tiden og løb over på skolens legeplads, hvor jeg gav mig til at gynge. Så pludselig én fra 2. klasse hænge i klatrestativet, hvor han kiggede nysgerrigt på mig. Jeg vidste egentlig ikke hvem, han var, men jeg sprang omgående over og bankede ham. Bankede ham til lærerne ankom og fik os flået fra hinanden. Det gør lidt ondt at tænke på det i dag. Når det kommer til stykket, lignede han vel bare en edderkop.


(upubliceret, 1994)


Ved Verdens Ende

Kaspar var på vej ud af et stort, mørkt rum, men kunne ikke sige med sikkerhed, hvor han var på vej hen. Han blev først klar over det, da kameraet pludselig blev tændt, og han fandt sig selv i det, han umiddelbart genkendte som sit værelse. Han havde i hvert fald været der før.

***

Kaspar gik ud på badeværelset for at foretage den obligatoriske morgenbarbering, hårredning og linserensning. Da han var færdig med at støve linsen af og havde sat den tilbage på sin plads i kameraets hoved, så han en stor, gul teddybjørn på den anden side af spejlet.

Han nikkede indforstået.

- Ok, jeg er Peter plys i dag.

Dernæst gik Kaspar ud i køkkenet, fandt sin honningkrukke og slubrede den søde, gule masse i sig fra sine store stofpoter.

***

Kaspar skulle ud at købe ind. Han låste døren til sin hule, gik gennem skoven og ind til byen. På sin vej ind til Føtex passerede han et utal af mennesker – og han genkendte langt de fleste af dem. Han så blandt andet Humphrey Bogart og Ingrid Bergman, der stod og gav hinanden et inderligt, men også teatralsk disciplineret kys ved en fodgængerovergang. Yogi Bjørn huggede en mamselamsekurv fra Al Bundy, der stod midt på torvet og solgte sko til Fay Weldon, mens Patrick Bateman stod med en sømpistol i en skummel baggyde, godt i gang med at banke en ung udgave af Karen Blixen fast til en træport. Ingen af dem lod til at ænse Kaspar bortset fra Lille Per, der tilbød den gule bamsebjørn en køretur med sin elefant.

***

Kaspar nåede, efter ca. et kvarters sindig gang, frem til den lokale afdeling af Føtex. Han tog en kurv ved indgangen, trådte ind i det musak-omsvøbte lokale og fyldte kurven med honning og linser og ketchup og fars og rugbrød og gulerødder og linser og kippers og honning og gulerødder og alt sådan noget. Og netop som Kaspar stod ved hylden med ærter og gulerødder, spillede kunderadioen en musakversion af en gammel sang, han holdt meget af – den var vist nok med Jonathan Richman & The Modern Lovers. Den gule, tykke plysbjørn smed omgående alt, han havde i hænderne, gav sig til at danse en tung abedans og sang med i vilden sky:

There’s an abominable snowman in the market, all right!
Oh-uh, oh-uh-oh!
There’s an abominable snowman in the market, all right!
Oh-uh, oh-uh-oh!

We gotta talk to this abominable snowman, man!
And we gotta say something that he can understand!


Pludselig var der nogen, der prikkede Kaspar på ryggen. Det viste sig at være en ekspedient i en rød/hvid, nålestribet skjorte. Ekspedienten bad venligst Kaspar om at gøre sig færdig med sine indkøb og forlade butikken. Et kort øjeblik følte han, med bange anelser, nogle skjulte kløer rumstere et sted inde i poternes plys, men så opdagede han ekspedientens store, behårede fødder. Så sagde han pænt undskyld for omgående at lunte ned til kassen og betale for sine varer.

***

Kaspar fik pludselig, ved en tilfældig indskydelse, lyst til at tage på en eller anden bustur. Han fandt det nærmeste stoppested og gav sig til at vente på linie 0. Han anede ikke, hvor linie 0 kunne ske at køre hen, men så igen: Han havde ingen bestemt destination. Hvad skulle man egentlig med sådan én? Før eller siden ville man alligevel bare blive rastløs og tage af sted igen. Ingen destinationer var destinationer. Linie 0 kørte vel i virkeligheden ingen steder hen – bare ind i luften. Ind i selve vinden. Hm. ”Stormfulde Højder”, ”Stormy Weather”, ”Wild is the Wind”. Noget. Noget.

***

Kaspar gik ind i bussen, købte en billet og satte sig ved siden af en mand, der ikke var der. Alligevel vidste Kaspar med sikkerhed, at det var en mand. Og hvad mere var: At manden virkede rastløs og ensom. Ensomheden sluttede sig om ham som en tung, grå kjortel. Kaspar kunne ikke undgå at få lidt ondt af manden og tænkte, at han måtte kunne hjælpe ham på en eller anden måde. Han prikkede ham på skulderen.

- Undskyld, jeg forstyrrer, men du ser så rastløs og ensom ud. Kan jeg hjælpe dig? Hvad hedder du?

Manden svarede med en tung, mismodig stemme:

- Mit navn er Godot, og jeg er bange for, du ikke kan hjælpe mig. Jeg venter på nogle folk, jeg ikke véd, hvad hedder eller hvordan ser ud. Jeg har ventet på dem i en evighed nu, men jeg har ikke modtaget så meget som én enkelt besked fra dem.
- Hvorfor bliver du så ved med at vente?, ville Kaspar vide.
- Hvad skulle jeg ellers give mig til?
- Hvorfor venter du så her? Det var da et svært sted at vente! Kunne I ikke have aftalt et gadehjørne eller sådan noget?

Godot trak på skuldrene.

- Det er jeg også næsten sikker på, vi havde. Jeg kan godt nok ikke huske det længere, men jeg tror, vi må være gået fejl af hinanden. Og nu, hvor dét sted ikke gælder længere, kan jeg sådan set vente alle de steder, jeg har lyst til. Men jeg fik besked på at vente, og jeg er fast besluttet på at overholde min del af aftalen.

Nå ja, Kaspar kunne egentlig godt se Godots pointe. Han havde, hvis han følte efter, også selv lyst til én eller anden at vente på. Han besluttede sig derfor til at tilbyde Godot den bedste hjælp, han kunne finde på.

- Du må godt vente på mig i stedet, hvis du altså har lyst. Jeg finder dig med garanti igen. Byen er ikke så stor.
- Nej, vil du ikke nok lade være, svarede Godot: Godt nok er jeg træt af livet, men jeg har alligevel ikke lyst til at miste mig selv endnu.

Selvfølgelig! Kaspar skammede sig over sit tilbud. Han besluttede sig derfor til at holde mund og lade den stakkels mand være i fred.

***

Linie 0 viste sig at gå direkte til Verdens Ende. Den kørte i lige rute gennem 3-4 villakvarterer for pludselig at standse foran en stor, spejlblank afgrund. Dørene åbnedes, og Kaspar trådte nysgerrigt ud. Verdens Ende viste sig dog at være et mindre spændende sted, end han umiddelbart havde håbet på. Der var nemlig fuldstændigt øde og tomt, hvis man da så bort fra en enkelt gammel mand med fuldskæg og hvide gevandter, der stod og stirrede ud over det spejlbelagte tomrum.

Kaspar gik ned til ham.

- Hej med dig! Hvad hedder du? Hvad laver du her? Hva’? Hva’?
Den gamle mand vendte sig om og sukkede.
- Hej, Alexander. Kan du ikke kende mig?
- Nej, jeg har ingen anelse om, hvem du er. Desuden hedder jeg ikke Alexander! Jeg hedder Kaspar, og i dag er jeg altså Peter Plys!
- Tro mig, du hedder Alexander! Du har bare glemt det. Og siden du ikke kan huske mig: Jeg hedder Gud. Det var mig, der plejede at bo herude.

Gud pegede ud mod den store spejlsal. Derefter sukkede han igen.

-Nu må jeg nøjes med at kigge på.

Kaspar studsede over disse oplysninger.

- Jamen…burde du ikke være død? Jeg har altid fået at vide, at du ikke eksisterede længere!
- Jeg er ikke død. Jeg er bare blevet erstattet.
- Af hvad, ville Kaspar vide.

Gud kiggede sørgmodigt på ham.

- Kig ud over kanten. Gå helt ud til kanten og kig ned. Hvad ser du?

Kaspar parerede ordre. Til at begynde med viste glasset kun hans eget spejlbillede. Så tonede der – langsomt, men sikkert – et videokamera frem.

- Det?

Kaspar flyttede usikkert sit blik tilbage til Gud.

- Nej. Og dog. Det er kun ét symptom ud af mange. Kig igen, Alexander.

Kaspar kiggede atter ned i afgrunden. Denne gang så han sig selv ved sit skrivebord i færd med at skrive en scene til sig selv, hvor han spillede Peter Plys. Væggene i det lokale, han sad i, var beklædt med ord, billeder og tv-skærme. Og nu, hvor han så ordentligt på sig selv, kunne han se, han ikke var der. Han var blot en grå aura, der sad og skrev på maskine. En grå kontur stoppet ud med konstant skiftende billeder og betydninger. En gennemsigtig kube af vind.

Kaspar løftede chokeret blikket for derefter at stirre direkte på Gud. Den gamle, hvide mand slyngede en hysterisk latter ud:

Even the greatest stars
Dislike themselves in the looking glass!


Og med et stort skridt kastede han sig ud i sig selv og forsvandt.

***

Kaspar var på vej hjem med Linie 0. Han lagde ikke længere mærke til noget som helst, men sad i stedet sammenkrøbet og isoleret på sit sæde, mens han frustreret, med rystende stemme, reciterede teksten til en gammel Bowie-sang:

I’ve never done good things
I’ve never done bad things
I’ve never done anything out of the blue
I need an axe to break the ice
I want to come down right now

Ashes to ashes, funk to funky
We know Major Tom’s a junkie
Strung out on heaven’s high
Hitting an all time low


Ingen ænsede Kaspar, der var klædt i et hvidt klovekostume, da han stod af bussen, gik hjem gennem byen, låste sig inde i sit rumskib og gik til ro i håbet om, at han aldrig vågnede igen.

***

Kaspar var på vej ud af et stort, mørkt rum, men kunne ikke sige med sikkerhed, hvor han var på vej hen. Han blev først klar over det, da kameraet pludselig blev tændt, og han fandt sig selv i det, han umiddelbart genkendte som sit værelse. Han havde i hvert fald været der før.

Kaspar gik ud på badeværelset for at foretage den obligatoriske morgenbarbering, hårredning og linserensning. Da han var færdig med at støve linsen af og havde sat den tilbage på sin plads i kameraets hoved, så han en vrissent udseende herre med ridebukser, et minimalt overskæg og et rødt, hagekors-besmykket armbånd stå på den anden side af spejlet.

Han tøvede af en eller anden grund med at sige det obligatoriske ”ok, i dag er jeg Adolf Hitler”, hvilket undrede ham en del. Han stod længe og funderede over hvad, der var i vejen med ham, indtil han pludselig, i et anfald af hukommelse, eksploderede i et højt skrig og smadrede kameraet ind i spejlet, så begge dele forsvandt.

***

Alexander var på vej ud af et stort, mørkt rum, men kunne ikke sige med sikkerhed, hvor han var på vej hen. Pludselig blev han overvældet af et stort, hvidt lysglimt. Han følte blodårerne krumme sig sammen om sin krop, der fornemmedes som en stor, blå kugle. Uden så meget som at tænke over det, gik han gennem øjnene og ud i muligheden.


(1992/1996/1998. Publiceret i antologien Plasma, 1998)


Enola Gay

Da Kaspar vågnede, kunne han stadig høre braget fra bombenedslaget genlyde i sit baghoved. Han havde stået på legepladsen over for den blok, han var vokset op i, i færd med at kysse barndomskæresten Eva, da de blev lammet bagfra af et gigantisk lysglimt. Et glimt, der havde taget form af en fjern, men enorm paddehattesky, da braget rev i hans ører som en damphammer, og han chokeret vendte blikket mod sit ur. Viserne var gået i stå.

Kaspar svedte stadig, da han kom i tanke om, at han da for pokker var 21 år, at Berlinmuren ikke havde været der i et halvt årti, og at bomberne, efter alt at dømme, var gået i hi til evig tid.

Men hvorfor så denne drøm? Denne drøm, der havde hjemsøgt ham i årevis, og som fortsat gjorde det? Denne drøm, der for længst havde tabt enhver bund i virkeligheden? Han vidste det ikke men følte alligevel, at svaret var lige i nærheden. Måske dette var dagen til at finde det?

***

Efter den daglige påklædning tog han sine militærstøvler på, forlod sin lejlighed og satte kursen ind mod centrum. Han havde aftalt et møde på Café Ventestedet kl. 15, men var allerede en smule forsinket. Han havde det med at vende om på dag og nat og havde derfor sovet over sig. Eva og Kaspar havde kendt hinanden så længe, nogen af dem kunne huske tilbage. De var vokset op i den samme opgang i Lilleborg – en dødssyg provinsby i det midtjyske kodistrikt. De havde fulgt hinanden hele vejen op gennem skoletiden – fra børnehaveklassen til gymnasiet – og var begge startet på Vandborg Universitets historiestudium sidste sommer. Hele tiden havde det haft et nærmest telepatisk venskab, der konstant havde truet med at kamme over i kærlighed. Faktisk havde de gjort alting med hinanden første gang – fra det første rigtige kys i 5. klasse til det første samleje et par år senere. Alligevel havde de aldrig haft et decideret fast forhold. De var hele tiden gået til og fra hinanden. Af og til, når de havde kommet sammen i nogle uger, ville én af dem finde forholdet for snærende, slå op og søge nye græsgange i en periode. Det sære var, at ingen af dem på noget tidspunkt var blevet alvorligt såret i dette lidt bizarre spil. Skriften på væggen var klar: De fungerede simpelthen bedst som freelancere for hinanden. Livet var for kort til faste forhold. Der skulle fart over feltet. I modsat fald ville de lynhurtigt myrde hinanden.

Bortset fra det havde de altid været meget gode venner – også selvom de var meget forskellige. Lige fra starten havde de delt én eller anden udefinerlig kerne – en slags fælles rastløshed. Kaspar kunne stadig huske den dag i 5. klasse, hvor de havde siddet og kysset på Evas værelse. Han havde selv haft en nyindkøbt Shubidua-T-shirt på, mens Evas trøje havde været dekoreret med et stort farvetryk af Simon le Bon fra Duran Duran – en gruppe, hvis ansigter i det hele taget dominerede hendes vægge fuldstændigt. Den køligt smilende le Bon var så småt begyndt at irritere Kaspar, der følte sig som en slags erstatning for idolet, så han pirkede en smule til Eva:

- Tror du virkelig, du har en jordisk chance for at blive kærester med ham, ville han vide.
Eva rystede på hovedet.
- Nej. Han er så fjern. Måske er det derfor, jeg vil have ham.

Som børn i den alder ofte gør, havde de skændtes frem og tilbage i et stykke tid omkring hvem, der var bedst – Shubidua eller Duran Duran – men på hjemvejen havde Kaspar fået den tanke, at dét spørgsmål egentlig var ligegyldigt. Eva ville aldrig få Simon le Bon. I det hele taget ville hun nok glemme ham ret hurtigt. Og for sin del var Kaspar for længe siden holdt op med at more sig over ”Danmark”. Begge dele var lidt som at spise et stykke tyggegummi – før eller siden ville de miste smagen, og man ville blive desperat efter noget nyt. Smagen var alt. Smagen af hvad som helst.

8 år senere stod både Eva og Kaspar med deres studentereksaminer i hænderne. Ingen af dem havde opnået et specielt højt snit. Byturene havde i lidt for høj grad konkurreret med ambitionerne. Ingen af delene kunne undværes, for begge dele smagte. Kaspar havde lagt i fast rutefart mellem den gymnasiale alvor og de ugentlige stagedives på Hulen, mens Eva, der var blevet piercet i øjenbrynene og havde farvet sit lyse hår sort, ikke havde kunnet holde sit dobbeltliv som flipper og elev adskilt. Sprut og skunk havde også gjort sit for at rode begreberne sammen, uden at nogen af dem dog havde ønsket tingene anderledes. De var enige om, at de havde levet i de år. Nu var deres fælles problem så bare hvordan, de skulle komme videre.

Kaspar og Eva fulgtes ad ned på Arbejdsformidlingen.

En måned senere var Kaspar blevet sendt ud i havetjeneste, mens Eva i mangel af bedre var blevet sendt ud for at plante træer. Ingen af delene smagte, og nu sad de i saksen.

Kaspar havde bidt tænderne sammen efter bedste evne, mens var blevet sparket godt og grundigt ud af sin nøje etablerede balance, da hans søvn en decembernat blev forstyrret af et telefonopkald. Det var Eva.

- Kaspar. Jeg rejser nu, lød det.
- Hvad mener d…?
Røret blev smækket på i den anden ende.

Kaspar var nået frem til Evas hybel i sidste øjeblik. Han havde slået døren ind og var blevet mødt af netop det syn, han havde frygtet mest. Eva lå på sin briks med et tømt pilleglas ved siden af sig – døsig og omtåget at høre på, men stadig ved bevidsthed.

- Kaspar… Lad mig være… Viseren er gået i stå… Bomben kom ikke… For sent at indhente den nu… Ingen smag… Ro… Lad mig flyve…
- Fandeme ikke uden mig!

Kaspar havde stanget to fingre ned i halsen på hende med den forventede effekt. To dage senere – efter at det var blevet konstateret, at hun ikke var sindssyg – blev hun udskrevet fra Kommunehospitalet.

Et halvt års tid senere fik de så at vide, at de var blevet optaget på Universitet i Vandborg. På et hængende hår, ganske vist, men det smagte. De tog det samme tog bort fra Lilleborg. Forinden havde de åbenlyst pisset på perronen. Ingen reagerede. Og så var de fløjet deres vej.

***

Café Ventestedet var tom, når man så bort fra den flegmatiske bartender og stedets eneste kunde, Eva, der sad ved sin faste plads med udsigt ud til gaden. Hun smilede sødt, da hun fik øje på Kaspar.

- Hej, sagde hun og rejste sig op for at give ham et kram: - Jeg har savnet dig!
- Jeg har også savnet dig, mumlede Kaspar med læberne nede i hendes hår. Utroligt: De havde kun været væk et par dage fra hinanden på ferie, men det føltes som år.
- Hør, her er lidt dødt. Skal vi ikke gå hjem til mig? Jeg giver aftensmad.

Kaspar var ikke den, der takkede nej. Han vidste godt, hvad aftenen ville ende med, og han glædede sig til det. Specielt efter den alt for ensomme opvågnen i morges.

***

På vej ned ad Sidegaden kom de forbi en flok hip hoppere, der tydeligvis havde tilbragt eftermiddagen med at slukke tørsten et eller andet sted i sommerheden. En del af dem bar stadig rundt på halvtømme ølflaskere.

- Hold kæft, hvor smager den bajer elendigt!, råbte en af fyrene: - Som gammelt, stillestående pis!

Han smadrede flasken mod fortovet.

- Stik mig en ny!

Kaspar og Eva så på hinanden.

***

Aftenen gik stort set som planlagt, men langt bedre end Kaspar havde regnet med. Der lå en sær, rød ro over hele seancen. Eva lavede brændende kærlighed, de delte to flasker hvidvin og brugte de sidste lyse timer til at diskutere alt fra frosne ærter over American Psycho til Malthus. Først omkring midnat opstod der et hul i samtalen, og rummet fyldtes med en form for statisk elektricitet. Det var Eva, der, med blikket vendt mod hans T-shirt, tog det første skridt til at bryde tavsheden.

- Helt ærligt har jeg aldrig fattet, hvad det er, du kan lide ved Cannibal Corpse.
- Jeg har heller ikke hørt dem i et stykke tid nu. De begyndte at kede mig. Sært. De var det mest ekstreme metalorkester, jeg kunne forestille mig, men alligevel fanger de mig ikke mere. I det hele taget hører jeg ikke så meget musik længere.

Kaspar så sig omkring i Evas værelse.

- Hvad blev der af din Nirvana-plakat?
- Kurt Cobain er død, svarede Eva.

Han kyssede hende.

***

Den nat elskede de bedre, end nogen af dem kunne huske at have gjort med nogen før. Ikke at de gjorde noget, de ikke tidligere havde prøvet, men selve måden var anderledes, perfekt. Ingen nervøsitet eller skuespil længere – bare elskov, som elskov burde være. De plukkede stjerner.

Da de var færdige, kiggede Eva Kaspar dybt ind i øjnene. Bekymret, ømt og en lille smule sultent.

- Du bliver her da i nat, ikke?

Kaspar tænkte sig om, men for første gang nogen sinde var der intet som helst forkert ved dén tanke.

- Selvfølgelig bliver jeg her. Jeg kan alligevel ikke huske vejen hjem længere.

***

Ingen af dem sov roligt den nat. Uden påviselig grund fandt de i drømme sig selv på legepladsen foran den blok, de var vokset op i – i en by, de begge for længe siden havde skyllet bort med deres urin – i færd med at kysse hinanden for første gang.

Pludselig blev de overrasket af et kraftigt lysglimt. Da de vendte sig om, så de en enorm paddehattesky rejse sig i horisonten.

- KYS MIG IGEN!!! KYS MIG!, råbte Kaspar.

Eva strittede ikke imod. De lukkede øjnene og blev ramt af varme- og trykbølgerne. Da de åbnede øjnene igen, var ethvert spor af Lilleborg udraderet. Alt var udraderet bortset fra dem selv. De var nøgne.

Eva strøg Kaspar over de skulderlange hår. Hendes sorte frisure skinnede i lyset fra morgensolen, der var ved at bane sig vej op over Vandborg.

- Jeg tror, vi kom igennem muren.

Kaspar smilede og kiggede ind i hende ud over alle grænser.

- Mmm…


(1996/2011, hidtil upubliceret)

skud (manuskript, 1999)

Forord 2011

Da jeg havde sikret mig bachelorgraden i dansk i 1996, markerede det begyndelsen til enden i en periode af mit liv, der havde været præget af konstant ekspansion på alle felter. Hvor det før havde været klikerne og – som i det alternative musikmiljø – ”stammerne”, som havde domineret mit liv, begyndte rigtig mange omkring mig nu at få faste kærester, tænke på børn, låne til hus osv. Der var jeg slet ikke henne, men min kamp for at holde mig fri af ”borgerskabets velsignelser” blev mere og mere ensom. Og selvfølgelig begyndte jeg da også på den tid at indgå i fastere relationer og geare en kende ned i forhold til før, hvor det ikke var ualmindeligt, at jeg drak to liter vin og et par øl, før jeg gik i byen og f.eks. blev voldtaget på åben gade af en kvindelig vampyr… Tiden var til fordybelse og specialeskrivning. Og ægte kærlighed af den type, man af ren respekt helst ikke skriver digte om.

Noget, der også kunne fornemmes på det næste manuskript, jeg langsomt, men koncentreret begyndte at stykke sammen oven på Den mytologiske morgen. Strunge var én gang for alle blevet henvist til bogreolen sammen med – i en lang periode – Crowley. Ind var kommet en brændende interesse i teoretikere som Jacques Derrida og Ferdinand de Saussure, symbolister som Sophus Claussen og Johannes Jørgensen samt – som den sidste lyriske kærlighedsaffære, der skulle blive negativ for min produktion – Per Højholt. Højholt, som jeg kan huske, jeg mødte på gågaden i Silkeborg engang først i 90’erne, hvor han sendte mig et granskende blik – faktisk lidt som om han genkendte noget beslægtet, der ikke var færdigt endnu…

Højholts ontologiske, meget formbevidste digtning var ellers sund at fordybe mig i til en start. Når man først havde læst og forstået Cézannes metode, var man godt og grundigt kureret for den forpinte seer-position, læsningen af Strunge nemt førte én over i. Man kunne holde ud både at skrive og være, for det var det samme. Og det var lige pludselig irrelevant at have et ego: Man skulle ikke længere gå den tunge vej gennem sit inderste for at erkende noget større. Man skulle bare skrive. Men skrive godt.

Der var en simpelhed – og samtidig en sandhed – over Højholts poetik, der gik godt i spænd med min naturlige hang til østlig filosofi, så med undtagelse af et par stjerner og engle i ny og næ rev jeg alt, jeg havde skabt siden 1988, ned og startede forfra. Sådan da. Man havde dog lært lidt håndværk hen ad vejen.

Og ud fra den position opstod skud i årene 1997 – 1999. Faktisk mindre i Aalborg, hvor jeg stadig havde et værelse i forstaden Frydendal, end i kystbyen Hou i Vendsyssel, hvor min daværende kærestes forældre boede. Her var der let adgang til både strand, eng og skov, ligesom der var en formidabel arbejdsro, der gavnede ikke blot digtskrivningen, men også mit speciale om Claussen, Højholt og Niels Frank.

Og efter nogle stille år uden udgivelser, begyndte jeg igen hen mod slutningen at sende sonder ud i det offentlige lyrikmiljø. Tre digte fra skud blev i 1998 offentliggjort i Øverste Kirurgiske – fire ekstra fulgte året efter i Hvedekorn # 4/99. Men indadtil skurrede tingene igen. Jeg var – da specialeskrivningen nærmede sig afslutningen – efterhånden dødtræt af litteratur, og jeg begyndte at føle, at min Højholt-inspiration var destruktiv. At jeg imiterede mere end assimilerede.

Det, der ramte hovedet på sømmet, var et arrangement for såkaldte tidsskriftsdigtere, som jeg i april ’98 deltog i nede i Århus, hvor Husets Musikteater lagde lokaler til. Her var Carsten René Nielsen, redaktør af Ildfisken, konferencier. Fem år før havde jeg – indrømmet – været så dum (og ubevandret i forlagsbranchens uskrevne regler, ikke mindst, for hvem pokker skulle jeg have lært dem af på Lars Tyndskids ødemark!?) at sende den samme stak digte til ham og Poul Borum, hvilket han allerede havde givet mig en skideballe for pr. brev. Og måske skulle jeg have anet uråd, da jeg kort forinden havde sendt nye ting ind, som han på den mest perfide vis havde afvist. Men han gjorde det sgu igen på åben scene efter at have talt ned til mig backstage, og vel høstede jeg et af aftenens største bifald, men jeg mistede enhver resterende lyst til at have med lyrik at gøre, da jeg bagefter så den lille mand give den som digterkonge på en lokal café omgivet af mere eller mindre talentløse røvslikkere…

Kort sagt: Jeg havde lyst til at stoppe. Ikke for at glæde ham, men af ren kvalme over miljøet. Der var bare det men, at kæresten allerede var i gang med at kreere et omslag til manuskriptet, så jeg redigerede alligevel noget sammen. Og sendte det til Lindhardt & Ringhof, der, efter en lang og overvejende positiv konsulentudtalelse, meldte, at de i princippet gerne ville udgive bogen, men havde programmet fyldt i lang tid fremover. På det tidspunkt var kæresten gået, mit selvværd totalskadet, min mormor død, specialet skrevet og alting mildest talt flydende.

Men jeg havde omsider skrevet en bog, jeg kunne leve med. Ikke et stort, originalt, altomvæltende mesterværk – dertil fyldte Højholt for meget, og der var et par tekster hist og her, der slingrede. Men alt i alt en god, lille bog. Jeg kunne altså.

Her er den. Ikke fordi jeg – på samme måde som Den mytologiske morgen – betragter den som affald fra en lang udviklingsproces. Den står stadigvæk så nogenlunde distancen. Den hører bare en anden tid og en anden mand til.

Hände hoch!

Avedøre d. 5/1 2011, Steffen Baunbæk Pedersen


***


I


elverkongen

ja du er helt ude i skoven nu
men jo længere ind du kan trænge
vil træernes krogede linier
ligne dig mere og mere
indtil rødderne slæber
hen over bunden af himlen
og ryggen bliver hul
af alt for meget virkelighed

grankogler brolægger stierne
og hvis du vendte dig nu
ville de være forsvundne
forude venter kun skoven
hvor der ikke længere er træer
og hvor kun dig selv
vil være en hemmelighed
til du finder din krone
dér hvor dine fødder
holder op


byvandring

ved budolfi holder himlen spirene oppe
og skyerne glider i mønstre af brosten hen over torvet
busserne trækker vejene efter sig
ud mod vejgaard som de
ubemærket har besvaret
- her står jeg så med et lyskryds
blinkende som en linie
hen over alt jeg kan se;
døre der fører til indgange
håndtag hele vejen gennem aalborg


omdirigeret opkald

som min telefon der ikke virkede
da jeg drejede dit nummer
for at minde dig om at du var til
men i stedet fik luften i rummet
til at flamme op om min krop
som muldens tusind kantede øjne
om min bedstefars urne
slynger glødende tråde nu
deres hvide favn om mit legemes
hul i verden så du omsider
kan høre mig råbe tværs over vinteren


curriculum vitæ

jeg brugte min barndom
på at samle nedfaldne blade
beregne deres ruter gennem luften
og hvilke træer de kom fra
for at klistre dem
op på sidste side
i mit familiealbum

siden da har jeg brugt min tid
på at sætte dem fast på træerne igen
at stoppe himlens huller
ud med de nedfaldne kroner
for at standse det kølige træk
der med stadigt stigende styrke
får min hud til at krølle sig
sammen om knoglernes ved
og skruer mig ind i en drøm
om en verden
der virkelig er rund


sammenåbning

der er disse hviskende vener
som uafladeligt skyller os
bort under hudens liniering
der er disse værelser
deres hvide kroppes spænding
rundt omkring de mennesker
som pumper deres puls
ud mellem læberne

der er dette værelse
hvor jeg allerede ligger
ordløs og har åbnet munden
for at tage imod den usynlige
regn som pludselig rinder fra loftet
med den samme lyd som rummet
mellem atomerne

der er denne venten på
at den skal trække sit alfabet
igennem mit indre
og endelig lade Livet begynde


guide til verdens ende

hvis dine drømme
én gang for alle
skulle blive til mareridt
hvis du engang skulle nå
helt ud til horisonten hvor alt
der er tilbage er kloden der
drejer og drejer - husk
at det tusindhovedede
monster der står hvor aksen
løber sammen lever af alt
hvad du under blodets
knyttede næve mod
huden eller lydens
skurren mod tungen
regner for at
være umuligt


kærlighedsdigt

jeg ville gerne elske dig
og høre dronten en enkelt gang
ærligt gribe vores hænder
og ikke høre mit hjerte skråle
sin drikkevise om sivende sand
hele vejen over til det menneske
du ikke burde have været

men der er mørkt i synet
og jeg kan ikke drømme
for det skarpe lys i cellerne
hvis dag vil vare hele livet
derfor kan jeg ikke love dig
anden kærlighed
end dette papir
som du ikke står på


januarhavet

menneske hvor er du dog dumt
når du vover dig ned til januarhavet
og regner med bølgernes bragende puls i din hånd

helt inde under de stivfrosne skumbjerge
ligger dit øje begravet i søfugle
skyllet i land som de dråber de er

nej - heller ikke hvor alting begynder at strømme
levnes der plads til dit forår
der bruser mod huden som blomster i rummet

kun i dig selv finder årstiden sted
og kun hvor den ender
er havet som dig


transparent

nu hvor jeg lukker mine øjne
kan jeg næsten se mit syn
og høre blæst efter blæst
blive til vind inden i mig
som det kun kan ske udenfor

nu hvor jeg åbner dem
fyger selv min fødsel ud ad døren
og træerne spærrer for luften
som kun hieroglyffer
eller hjerteslag
oven på hjerteslag


skyggeboring

musikken er alt for lille til sig selv
strengene snerpes sammen om lyden
som vandene strammes om floderne
- kan man fortænke den i
at den danner hvirvler
for i en kile af opdæmmet tid
at bores så langt ned i stilheden
at vi med susende ører
narres til at tro på en død
mens livet som manglende noder
sniger sig bort i sin skygge?


jeg blev født en bilfri søndag

jeg blev født en bilfri søndag
hvor klodens altid identiske
omskrivning af sin egen tyngde
var den eneste tid der gik
og vejene med deres stumme
udstrakte tunger trodsede alle beskrivelser

siden har jeg med striber
der slynger sig rundt om øjnene
jagtet min skygge i håbet om
at asfalten - den dag
jeg fanger den - endelig vil
begynde at tale igen


kanalen i sierra morena

da et stykke af bjergvejen knækkede af
så den førte til intet og derfor blev lukket
groede den slet ikke til som forventet
men dannede banker og brinker - troskyldigt
passerende hev efter vejret og undrede sig
over selvdøde maller og brasener i svingene
- først da en landsby ved foden af bjerget
blev hjemsøgt af hajer og horder af dykkere
under siestaens ujævne boblen
holdt man et møde og vedtog
aldrig mere at tale om dét


forsvar for virkeligheden

i drømmene ligger
alle gader øde i deres
uophørlige mylder og selv
børnene taler som gamle
mænd med natlige
solformørkelser skåret
ind i deres knogler
- hvilken lettelse
er det så ikke at gå
i seng midt i faldet
fra det højeste tårn
og vågne med sin
blødende næse
boret ned i en
verden hvor alting
stadig er så splittet
at det giver mening?


decembers poetik

mens jeg betragter
snefaldets vrimmel af floder
- deres deltaers lukken sig
om deres kilder
i en eneste strøm
ned mod hinanden
i så mange
parallelle sekunder
at jeg ikke kan følge tiden -
tænker jeg på mine digtes
styrt ud over samtlige
ender af verden
tænker jeg på min families
pludselige tavshed
ved kaffebordet
ved mindet om min morfar
og véd at det sidste
egentlig er det
man kalder
evighed


tre klovner

1

en aften hen imod midnat
pustede glasfjæs alle
de balloner op han havde
i lommerne - derpå
dansede han på hænderne
indtil de revnede
- læbestift flød ud over
samtlige gulvtæpper

senere satte han sig
på én af sine skæve
stole med en flaske
absinth og ventede
helt ud i lufttomme
rum på en stork
som aldrig var født

2

i bunden af årets
midterste måned - bag
døre så lukkede at de
går op af sig selv -
står narren der holder
dine knogler oppe
herinde til alverdens
moro med en blomst
i knaphullet; snus
og du vil vide hvad
du kommer af!

3

klovnen betragter
vandet der løber
ned over spejlets
refleksion af hans
latter; nu åbner
han munden og ler


long distance

dagen går og det gør den så
lamperne tændes og slukkes
som kornmod over hele byen
og ophæver vejene - telefonerne
kimer og rørene transmitteres;
på denne afstand er alle
dine ord lige så fjerne
som de flakkende mønstre
der suger dit støv
ind til knoglerne


en grotesk

som den hån mod alt liv der stirrede ud på mig fra spejlet i morges
og viste sig at være mit udseende er denne troldsplint hvor skovene
går fra hinanden og bliver deres egen hvide kiste det største onde
af alle - en exorcisme værdig hvis ikke dens stikken i hjertet
- dens fuldstændigt gennemsigtige had til alle de stumper
den mangler af sig selv - er så rørende en
forklaring på den frost i brystet
der fik mig til at kigge


atmosfærisk nattevandrer

jeg flimrer af måne nu
mine trin er vindfyldte puder af pollen
biler fortsætter ind i mit øje
rammer min sommers brænding
med varme og længsel på sædet
folk med martinihud og konkave øjne
vælter ind i min sang på vej hjem til døren
søerne løber ind i min mund
som splinter af søvnblødt glas;
gadens film eksponeret ud
på et lærrede af fisk og fjer
mit smil giver genlyd mod himlen
døden tæller sine fingre

jeg er en atmosfærisk nattevandrer
bærer fraværets lysende larm
som en dråbe i hånden
med muren i tasken
på vej til i morgen


billy mackenzie in memoriam

så sprang den;
din sang der ikke var lyd
men stilhed formet
og komprimeret
så jeg var sikker
på at musikken
opstod inde i mig

så sprang den;
den tynde boble om luften
den dirrende nerve om kødet
der var dit egentlige budskab;
som de ord du angreb bagfra
hørte du op
lige uden for din
stemme


aftensang

hører du en lyd i natten
- vid da at du er tryg
hvad enten du vandrer
gennem dens vener
eller våger i dens
dunede hjerte - den
er alt for optaget af
at bore kløerne ind
i månen og stjernerne
for at holde sig fast
til så meget som at
tænke på at give
din ånde tanker


zenith

solen trækker
sin nedgang
fra nadir til nadir

om dagen
gløder valmuen
her på skrænten
med en sådan styrke
at man skulle tro
den aldrig var sket

og om natten
står gravene åbne
som luftrør
eller gadelys
for tiden


II


årene taler deres eget klare
og tydelige sprog der minder
om nedlagte jernbaners retninger
eller regnbuens mumlen ude over
havet og hvis strømmene skulle
sluge dine skulpturer af vand
eller regnen slette dine fodspor
før de blev taget ville straffen
for at kende dit ansigt blive
værre - langt værre - end
døden der langsomt lader
sin hånd synke ind i din hud
som enhver anden kunstner;
også du ville se din skygge
blive længere end tiden


hesten står på kanten
af engen og lytter til
lærkernes trillen under
jorden - med en gangart
tæt på glemslen traver
den ind i græsset
og gumler alderen i sig
med det hvide vendt ud
af de aks som endnu
er dens øjne mens
muldvarpeskuddene
skruer sig op som
pyramider med hvert
deres vrinsk og hovene
stamper strålerne
op mod solen


der er noget ved hver dag der gør
at den altid kommer for sent
- en tone i luften over byen
en tyngde midt mellem gaderne
eller en tørhed på tungen
der siger; lukket land - her ventes
på bomber og huskes på fødseler
her findes akvarier med hvaler
der i en melankoli så dyb som et spejl
driver gennem deres egne sange


så snart jeg var standset i granernes
tykning vidste jeg at det var alvor;
her måtte vinden krybe så langt
ind i luften for bare at kunne få plads
at kun en svag erindring om dens
susen blæste igennem mit hår
- også lyset måtte give op og
finde sig pænt i at blive til farver;
her herskede barkens mangfoldige tien
og selv mine celler var henvist
til at kommunikere i mønstre af død


grenene hænger og duver derude
i vinden - helt uden træer
en måge falder ud af himlen og forsvinder
ind i en fisk mens du står
et hoved højere end jorden
og tænker; hvis grenene virkelig var til
ville jeg være lige så blind som mit øje


fra vinterens mund
blæser en hånd
der rammer vort kys

fra vort kys
rasler aviserne
over parkens guldhegn

fra parkens guldhegn
vokser torvet ind i vinden
hvor vi står og kysser
vinterens mund


når jeg står her
ved kanten af fjorden
og ser den sno sig
sammen om strømmen
véd jeg pludselig
hvorfor blodet fortoner sig
fremad og bagud
og hvorfor slangerne
med deres striber
ned af ryggene
viger bort fra vejene


drømmer - lad de vinger du prøver at bygge
blive ved at være vinger; stjernerne er der
ikke for at kunne nås men for at blive skabt
og formet af frosne ballerinaers hænder


trafikken åbner sig
- afslører mine
fodspor fra
i nat hvor jeg drømte
at fodsporene
åbnede sig
og afslørede trafikken


solen skinner fremad i cirkler

vi er prismer
fra evighed
til evighed


Noter:

Side 26, "billy mackenzie in memoriam": Billy Mackenzie (1956 - 1997) var i 1980’erne forsanger i den skotske new romantics gruppe The Associates, som var med til at sætte den musikalske dagsorden i årtiets første halvdel med albums som The Affectionate Punch, Sulk og Perhaps.

Tak til følgende personer, uden hvilke skud i det mindste ville have set noget anderledes ud: Tina Madsen, som har leveret artwork, kritik, EDB-faciliteter og moralsk opbakning, samt Robert Christensen, der, sammen med undertegnede, har stået for udvælgelsen af nærværende materiale.


SBP, Aalborg d. 1/5 1999.


Appendiks: Plasma

I 1996 – lige efter afslaget på Den mytologiske morgen – blev jeg kontaktet af to lokalbibliotekarer i Aalborg, som var ved at samle en antologi med lokalt talent, der dengang bar arbejdstitlen Nye Stemmer. Umiddelbart var min reaktion, at de kunne rende mig et vist sted, for jeg hverken skrev eller ville skrive noget mere. Men søde, det var de, og jeg havde da en enkelt novelle liggende (genudgives andetsteds her), som jeg gerne ville af med. Samtidig prøvede jeg at skrive lidt nye digte, som jeg lagde ved, men kun ét syntes jeg egentlig var godt nok til at komme på tryk. Heldigvis var det også det, der blev optaget sammen med novellen.

Senere er det blegnet en del, synes jeg. Formen er alt for kunstlet og gammeldags. Og hele antologi-projektet blev siden hen forsuret af, at de søde bibliotekarer blev afløst som redaktører af en arrogant stodder, jeg kendte alt for godt fra universitetet, og at en af de andre bidragydere – nu en stor kanon i egen ret – gav begrebet ”selvoptaget” helt nye dimensioner. Men jeg fik da godt og grundigt bekendt min kærlighed til Sophus Claussen.

Og Anne: Du havde ret. Poesi skal altid komme fra hjertet!


***


Lykkelig tragedie
- en inspiration over Sophus Claussen

Vores Tog kører altid af Sporet, kære,
dets Motor forbyder en Vej.
Det har aldrig kendt Andet end Ruter,
det har aldrig set nogen Kaj.
Vores Blod er lig med de Stjerner,
vi ånder ind ved dets Bryst,
men som holdes i Kredsløb af Hjernen,
der kun kan designe et Løft.

Vores Tog er en lykkelig Tragedie,
det er Ilden, der næres af Vand.
Det er Taarnet, der famler mod Himlen,
men evigt og altid når Land.
Det er Gåden, der altid bliver gættet
af Sproget, der aldrig går ud.
Det er Munden, der altid bliver mættet
og sulter efter en Gud.

Når en Dag Stationen er borte,
og der ikke er andet end Ord,
vil vi hugge Ruten i Lyde
og dele vores Ord.
Vi vil begge have mistet Papiret.
hvor Mannaen groede så blidt,
men måske mine styrtende Stjerner
kan dække min Tunge i hvidt?

(antologien Plasma, efteråret 1998)

Den mytologiske morgen (manuskript, 1996)

Forord 2011

I efteråret 1990 var jeg, efter at have dimitteret fra 10. klasse på landsbyskolen Fårvang Skole, startet på Silkeborg Amtsgymnasium. I sig selv en deprimerende oplevelse, der kan redegøre for en del af tristessen og leden i både Storblot og Insekt: Fra at have arbejdet i et relativt frit miljø, hvor jeg følte, at mine kreative impulser var noget, der blev værdsat og tilskyndet, endte jeg nu igen på en hård skolebænk, hvor det handlede mere om at terpe og levere, end det handlede om noget som helst andet. Og med min temmelig flippede indstilling hjalp det ikke just på helhedsindtrykket, at 80’ernes KU-mode stadig ikke havde sluppet institutionen, ligesom jeg ikke følte, jeg havde ret meget til fælles med de klassekammerater, som gik mere op i intriger og småtskårenhed end tilværelsens større perspektiver.

Men det var også i de år, at der for alvor kom flasker på bordene, når der blev holdt fest, og hvor jeg før var temmelig kønsforskrækket, må jeg sige, at jeg havde min del af desværre altid ufuldbyrdede gymnasieforelskelser. En af dem satte i 1992, da jeg havde sat det sidste punktum i Insekt, skred i den stak digte, der fire år senere skulle blive til manuskriptet Den mytologiske morgen.

Og skredet fortsatte, da jeg – efter et års dødssyg aktivering på Radio Silkeborg, som inkarnerede alt det, jeg i dag vil betegne som en ”luderlokalradiostation” – var kommet ind på danskstudiet, Aalborg Universitetscenter, og var rykket hjemmefra. Her mødte jeg for (næsten) første gang beslægtede digternaturer, ligesom mine forelskelser ikke længere var ugengældte. Aalborg var min type by: Grå, hærget, en smule farlig, men dog med et stort, bankende hjerte og en relativt høj tolerancetærskel. Og for at sige det rent ud, rendte jeg omgående ud på undergrundsstederne – 1000fryd og Revolution – for at svine mig selv til på så mange tænkelige måder som muligt. Nu ikke at man fornemmede det, når man læste sig vej gennem ”mit erotiske mesterstykke” Den mytologiske morgen: Her syntes tonen stadig enten småjomfrunalsk eller påtaget dekadent. Selv var jeg et eller andet sted midtvejs – en smule erfaren udi kærlighedens gruber og faldgruber, men stadigvæk helt klart mere en fritænker på papiret end i praksis.

Og i det store og hele må jeg sige, at alle de andre gamle manuskripter, jeg har arbejdet med at taste ind, har været rare at se igen. Vel har både formen og indholdet ofte virket grønt, og mangt og meget virker som om, at det er skrevet af en anden person, men intet af det har stået mig så fjernt, som Den mytologiske morgen gør det i dag. Det er ellers det manuskript nogen sinde, jeg har lagt allermest arbejde i. Fra 1992 - 96 skrev jeg hundredevis af digte – deriblandt også nogle gode, der, sammen med en masse dårlige, endte i Hvedekorn. Men når det kom til at sammenstykke et manuskript skete der typisk dét, at det, som var enkelt og godt i første hug, enten blev kasseret for at være ”for simpelt” eller overornamenteret i en sådan grad, at det mistede enhver orientering. Jeg slap intet, hvis det ikke havde været skrevet om 15-20 gange og nået en absurd mætningsgrad. I de år brystede jeg mig altid over at være punk, og jeg ville have åbnet ild mod enhver, der påstod, at jeg var prog. Men Den mytologiske morgen er i sandhed prog, når den slags er værst: Overdekoreret med overflødige associationer og belastet af sætninger så lange og snørklede, at de knækker flere steder. Et forhold, der kun forstærkes af den bevidste aversion mod tegnsætning, jeg bar rundt på dengang.

Skal jeg forsvare mit datidige selv fra dengang lidt, kan jeg huske, at én af mine kongstanker var, at man måske kunne overophede sproget så meget, at det revnede og afslørede åbninger ud mod en ny, utopisk virkelighed – igen havde Strunge ikke levet forgæves! Men ligesom ham måtte jeg sande, at dét projekt netop er utopisk, og modsat ham formåede jeg ikke at stoppe, før poesien blev pinet ud af ordophobningerne. Så meget sagt var jeg pissestolt over manuskriptet, da jeg i sin tid lagde det fra mig, og jeg forstod simpelthen ikke, at ingen var villige til at antage det. I dag forstår jeg det kun alt, alt for godt. For vel er der spredte glimt af kvalitet hist og her – ”Strand” er et fuldgodt haiku, og jeg har siden reddet tre yderligere tekster ved at ”slette mig frem” – men som samlet læseoplevelse er Den mytologiske morgen et banalt koncept (en kærlighedshistorie fra forelskelse til opbrud) behængt med dårlige lyriske idéer. Sådan! Så er det sagt!

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Den mytologiske morgen stod også dengang for mig som den naturlige afslutning på det stræk i min produktion, der kunne kaldes ”teenage-perioden”: Den utopiske længsel ud af verden, der blev slået an med de allermest nihilistiske, skærebrænder-agtige digte i Storblot, blev erstattet af den drift ind i verden og selvet, som blev antydet med de sidste linjer i ”Frejs medicin”: ”Tager mig selv i hånden / Og lover aldrig at vinke igen”. Og efter manuskriptets fiasko rev jeg – bitter og desillusioneret – et halvt år ud af kalenderen, hvor jeg stort set ikke skrev poesi, og da jeg vendte tilbage til skrivebordet, var det med en helt anden bevidsthed om, hvad sproget kunne. Og med et formsprog, der stadig var en kende barokt, men ikke desto mindre mere sikkert, enkelt og effektivt. Fra den position skrev jeg så skud, som jeg betragter som en uundværlig bro videre til det, jeg arbejder med nu. Men mere om dét manuskript senere…

God læsning! Eller måske rettere: God griner!

Avedøre d. 22/12 2010, Steffen Baunbæk Pedersen


***


Tilegnet Kvinden – samt min morfar, Hans Hansen (1927 – 1995), der nok ikke ville have forstået dette værk, men ville have været glad for at leve længe nok til at se det udgivet.

- Come here, I think you’re beautiful
My arms are open wide
Some kind of angel come inside


The Sisters of Mercy: “Some Kind of Stranger”, First and Last and Always, lp, Merciful Release, 1985.


***


P. Dolomitterne

Bjergene giver ingen mening
Står bare dér og kigger
Igennem mig som tårnhøje guder
Svøbt i lejet solsilke
Soldugsborge af granit
Og træerne på deres åbne kæber
Af nonchalant forslugen tid
De sorte spyd der flygter opad
Tvunget ud på et umuligt
Vikingetogt af deres grænse
Kan man tale med dem?

Behøver man?


Gymnasium

Vi læser:
Vi læser her
Vi læser

Det er muligvis sommer
Vi slår ordet op
I leksikonnet om vore halse

Griner
Og tager en smøg i solen.


Entré

Tomt roterende ørkenskibe
Af efterlyste vinger
Der sejler ned
Som skrigende ulve
I timeglasset
I vores tænder

Og lander som benhårde fata morganaer
På det skær af vægtløst blod
Vi designer i dette første kys

Fra nu af
Falder sandet sammen
I sig selv


Røde Sne

Jeg ser dig drysse fra støjens kino
Et sted bag skyernes mugne maskinpark
I små dråber alkohol med mindet
Om morgenens dukkert i bær og sukker
Gemt blødt mellem benene
Som en bamse i containeren

Et fyrværkeri står op i min stol
Røde sne, gå af som drømmen i nat
Lad sommeren kaste op
Vakle hjem på karrusellen
Ud over asfaltens nadir

Lad mig følge med.


Sprogbeskrivelse

Elskede sy min mund til med dig selv
Min stemme stemmer ad helvede til
Kan man male en regnbue
Og hente guldet ved foden?
Hvorfor skulle bølgerne bag min tunge
Forsøge at skylle hen over landet
Når de véd kun bruset når
Ind forbi yderste klitrække;
Taleorganets lammede hånd
Der dingler følelsesløst i luften
Mens havet begynder at hyle sort
I mig som en mikrofon i feedback.

Elskede vis mig venligst den nåde
At læse mig i mine kys;
Det undersøiske kabel der
Binder vore kyster op
Den stående bølge
Der skyller alting bort
Umærkeligt uden nogen overskrifter
Uden at blive forstået fordøjet
Uden at rokke den mindste sten
Ud over stenen der falder fra hjertet
Og lander uden for samtlige udtryk
Kysset
Det eneste revolutionerende andet ord
Samtlige bogstaver samlet i ét
I fire dimensioner
Og helt og aldeles dit

Jeg kan ikke læse det på nogen anden
Måde


Jeg elsker dig

En rund akkord af blod slås an
I en overblænding fra bevidsthedens sokkel
Gangen ved navn Tusindgangefør
Åbner sin lem under krop mod krop
Jeg gemmer hovedet i dit skød
Sejler med i dets vinrøde urskovsbåd
Véd præcist hvor den fører os væk
Og husker mere end Nogensinde

I terningen mellem plakatansigternes
Tørre fjord af majuskeltal
Driver vi ind på den lovbestemte
Hjemstavnsklode ”Jeg Elsker Dig”
Der ligner os begge mere
End vi egentlig burde tillade;

Begyndelsen uden ende
Som flammer gennem alle skulpturer
Som flammer gennem tid og rum
Lige dér hvor vi kortslutter
Hver for sig

Det ligner ikke noget
Det er Livet


Amors lækage

Kvinde du må ikke gå!
Når du går ud i verden
Er det altid som et lys;
Så snart du har lukket døren
Kan jeg ikke se mig selv i spejlet
Og jeg falder seks fod ned under mig selv
Beskuer mine egne tømte konturer
Som landkort over en glemt planet
Mine fingeraftryk ligner ulæselige runer
Og luften jeg ånder ind
Bliver til luft for mig:

Med begge ben på hulens gulv
Sidder jeg som et fraklip
Og ser min egen skygge
Danse på væggen sammen med dig;
Min sjæl er sunket i ét med jorden
Og min krop er legeret med klippestykket
Som jeg skubber op ad bjerget
Hver gang mit hjerte slår
Som en linedanser uden publikum
Der grundløst holder takten
Hvad er en tekst uden læser?

Netop derfor frygter jeg også
Du ikke er i stand til at vende tilbage


Pinkie på rejse

Disse hviskende stuer
Sner i korte, interiøre sætninger
Gennem endnu en morgen af frosset gulv
Iskrystalhånden kysser sin cigaret
Som en idiot holder en hugorm i hånden
Afstanden læner sig ind over hastigheden
Og radioen bekendtgør i dette øjeblik
At sidste tog til dig er aflyst
På grund af ekstreme snefald i juli

Mine cornflakes er smedet af decembers hjerte
Runger gennem halsen som sten i en maskinhal
Mens jeg langsomt går ned under bordet
Ligner mig selv forbistret meget
Er mig selv
Mig


Spies in the wires

Der er spioner i masterne
Stålkolde engle mellem tunnelmunde
Der beregner vore kys
Der suger energien i sig
Som udhungrede børn

Tro mig der er spioner i de wirer
Der forbinder vores sjæle
Som landsdækkende vampyrer
& tapper & tapper
Til vore hjerter imploderer af fravær
Hver for sig i hver sin by.


Sommer i december

Slynget om hinanden
Som en lotusblomst
Unders stjernerne

Omrids af ægte kronblade
Der skinner i sig selv

Over fodlænkebedenes jordslåede
Blinklysroser af krav


Ildfluedug

I grunden er det faktisk ynkeligt;
Himlen beundrer sit nye morgenblå jakkesæt
Bilerne støver forlegent motorvejen af
Stenene foran vore fødder ser ud
Til at nyde deres lænestole af jord
Og sender et skjold af dampsignaler
Der minder lidt om sur cigarrøg
Op mod solens blinde kontor
Da de fastlåst får øje på os;
Forsikringsmorgenens røverstjerner
Højene der med ranke rygge
Står på skamløse pæle

Nynnende hejser vi de sorte flag
I alle tænkelige farver
I en glorie af hvide blodceller
Der danner en vold om vort atelier
Hvor hænderne danser som besatte pensler
Og vi har lynet lærrederne ned
For at komme ind til billedet

Vi er flyttet hjemme fra dagen
For endelig at kunne være vågne


Lyserød Dracula blues

Syng den lyserøde Dracula blues for mig honey!
Spred dine læbers foldede hænder
Som skyer af aspartam
Og slip dine tolv takter løs
I min trettende mund!
Lyn mine årer ned
Og erstat min saft med et yeah!
Opløs min krops
Fængselsceller i noder
Og gør min stemme
Som jeg ikke kan høre for livets
Sammenklyngede stol af nedfaldsblade
Som dingler i samtlige skiftende vindretninger
Hinsides alle chancer for gulv
Til en bleg men solid resonans af din!

Syng mig som den blå tone
Kun du kan få mig til at være!


Døden mellem dine ben

Døden mellem dine ben
Den lilla odyssé op i
Og gennem blodets firmament
Er en rutschebane til ingenting
Et forår hvor bomberne falder
Og livet trods alt går videre

Døden mellem dine ben
Er en sæbeboble med indbygget
Galge jeg falder ind i dig og
Lander et sted mellem himmel
Og jord et sted hvor
Jeg kan bunde

Døden mellem dine ben
Er trolddomsbogen i det sorte hul
Det forsvundne kontinent i mit syn
Og som en nyfødt gud
Kommer jeg hver gang ned
Med magiske runer ristet i kroppen
I stand til at læse Mit Navn

Jeg er blevet døbt i dig


Ballade til Pinkie

Natten perfekt antiseptisk levende
Nattens totalt synkront reserveret
Af Noget der bare VIL
Lyser af Os omkring os

Vinden der blæser i dine læber
To stole, der smadres til LIV
Stjernen der opdager sin virkelighed evighed

Vort nærvær der lovløst kræver det Hele


Den mytologiske morgen

Omsluttede roser begravet i luft
De første dråber saltvand fra himlen
Vores hænder åbnet om hinanden
Mens havet går op over skibet

Endelig er det blevet dag
Endelig er livet blevet for stort


Strand

Havrør

Ridset lys

Og os


***


Indeslutning

Min Elskede
Og intet andet

Jeg føler det mens vi tildeler os
Vores eneste pure og derfor eneste
Ligegyldige menneskeknus;

Bifrost er
Endt

Som en cirkel;
Vi er sammen sluttet


Strandet mana

Som dagen hvor sommer og vinter mødes
Stormer vi vore fysiske studier
Lader vore kroppe løbe sammen
Som elektrisk gennemsigtigt vand
For at danne det første trin
På vej op mod kilden til
Den svævende have af farver
Der genlyder i vore skyggehjerters
Blafrende indre tungekys
For at samle universets tvedelte krop
Og hacke os frem til Vores eget blod
Bygge Vores egen vind
Over samtlige opløste poler

Vi skummer planen som et uhørt
Brus det sidste stykke ind
Til bevidsthedslandets blanke motorvej
Mellemgulvets rungende grænsepost
Den forsikrede rute i os begge to
Vi forlod for at starte
Vort korstog i alliance
Men stadig er betingelsen for at lette;
Vi mangler kun at legere os
Med en autentisk lyserød sky
For at skaffe den perfekte palet
Til at male vort landskab med
Missionen er halvvejs fuldført:
At konstruere Den Røde Årstid

Vi rives over på Newtons
Fremmede strand af gener
Svævende over de strandede hvaler vi er
Mærker vi vingerne rive i håret
For at hive vore hoveder op til sig
Og hornene vort møllestensanker
Lukke sig som kviksand
Omkring kødets kvadratrod
Raketten vil falde sammen
Hvis vi kobler vore fodtrin af
Og derfor er Den Største Katastrofe sket;
Vi er landet mellem de to etager
Vi stillede ind på
For at droppe ud

Vi er sammen gået hen
Over hovedet på hinanden
Som et gammelt frønnet bræt


Lygtelandet

Lygtelandet
Den kunstigt skælvende
Dag hvor alle gader er tomme
Ligger som en insisterende vatklump
Vædet med virkningsløs æter
I en påfaldende tryg muræneseng
Af levende øjenløst mørke
Der stirrer ildkoldt
Ind ad ruderne
Som en bjørn der er ude
Af stand til at vågne

Og Mørket ryger valiumsmøger
Som en åndende membran
Der dirrende omkranser Lygtelandet
Som om det frygter en offensiv
Af aggressivt blottede pupiller
Natten hiver efter vejret
I lyset fra Lygtelandets tænder
Af alt for synligt stækkede vinger

Dæmonerne ligger og putter sig
Mellem os under Den Stumme Krig
Om manglen på røde knapper


Last dance

Vi danser tæt foran spejlet
Vi danser tæt gennem spejlet
Alt vi ser er refleksioner
Der danser tæt på den anden side
Hvor solen går ned ude af os selv
Mens morgenen gryer og river os
Til Mennesker og glassets glas
Besegles med knækkede plader

Vi har ikke andet
End dansetrin tilbage


Fyraften uden hjemkomst

Ikke for at smadre døren
Uden at gå igennem men
En anden gang kunne du godt
Lige tage kysset med!
Jeg tror, jeg har smagt et efterår!
Den der aroma af bæreposer
Kan slå mit hjerte til krøllet papir!
Der er ikke plads til kontorer
I den skære vægtløse katedral
Vi ikke blev uEnige om at spire!
Få den runkne nedfaldne sol
Ud af mit liv!

Jeg vil ikke se nogen åndende prisme
Blive til en aflåst sten
Så længe jeg kan huske hvordan
Jeg har svævet tværs gennem managernattens
Vold af rådden frugt sat i loop
Og fugle der flyver af gode grunde
Fundet dit regnbueæble
I hver din verden af mig
Det som Adam hængte op på træet
Igen da han hev sit figenblad af
Og så at Eva sad på en gren
Med sig selv inde i ham
Inde i sig selv hver gang et kærtegn
Af ny og ikke kortlagt farve
Længere inde i kernehusets kerne;
Det hvide frø af mana
Vi så nemt kunne detonere

Ingen båndoptagere
Skal spille ilten for mig!
Ingen manualer her!

Kys mig som en anden verden
Eller bliv til et andet menneske!


Vals in limbo

En søanemone på en ebbestrand
Som kraftløst spreder tentaklerne
Lænket fast til lysets diktator
Og sandets svedne ballerinaskørt
Der synes at danse jitterbug
Ramt af luftens frie spyd
Som en havfrue i et trawl

En sværdfisk der forgæves stikker sig
Vej gennem klodeoceanets ætsende stilhed
Og strømmenes fremadstormende
Fyrværkeri der flader ud
Som en lydløst imploderende enhjørning
Der opløser sig i fostervandet
I vuggehavets dybeste grac

Der skal kun en grænse
Til at slette enhver nation


Det afslørede klokkeslæt

Vi spiser morgenmad som sovende måger
Der skvulper rundt på et vækkeur
Den tomme vases rumfang
Visner på dugens strygejern
Pejseildens ID-kort
Buldrer som et år på jobbet
Mælken i min mund føles
Som dagens tyvende cigaret
Og du ser allermest ud

Jeg ridser en skitse af mig selv
I bordets lakerede frønnede træ
Og kysser dig som et gulv af gele
Kysser dig som en generation
På den anden side
Af verdens ende

Det ringer på døren


Rosenfeber!

Ingen klode af diamanter og helgener
Kunne være mere fuldbragt
End den bundløse glansbilledengel
Jeg udmærket véd du er;
En klinisk ren cirkeleng
Af pulserende ordløse bibler
Hvor ikke engang din lampes bi
Kan gøre mit omrids af ler og spørgsmål
Nødvendig med et prøvende stik;
En menneskebro af fremkaldersmerte

Skummet flyder som ubestilte
Orme ud af min drøms blege mundvig
Mens græssets smilende tavlekludsarme
Smigrer sig ind på mit togs nomade
Og tvinger vægten til at vælte
Tværs igennem alle mine
Nøje udvalgte postordrehjerter
Helt derned hvor den hvidnøgne jomfru
Synes at blotte sit målskivebryst
For Lokes pil af mistelten;
Testosteronens morgenøkse
Af omvendt sæd og grønt materie
Den altfortærende kræftpræstation
Der for altid vil bringe vingevisens
Kviksandsstrofer om røde gaver
(Hjertedekorerede håndjern)
Og blomstrende lænker af bjergkrystal
Til en fossende stilhed af flydende hud;

To forkullede skakternspatienter
Der vrider sig ind i vindens balsam
Og rejser sig i hver deres regnbue


Hvis bare mit hjerte kunne slå

Vandet er ved at falde fra hinanden
I mine øjne
Som to polære universers blanding frafald
Begynder denne Anden Sides dag
Med at kaste de ben der engang kunne gå
Ud over sengekantens Charybdis
For at ramme en jord der ikke bærer

Mit vanvid er en opspeedet firkant
En ligning skrevet på et sekund
Med lige akkurat et tal
I hver by til alle tider
Fakta minder jeg véd hvor du bor
Men er der ganske enkelt ikke
Sidder derfor ikke på denne stol
Lyset skal brændes i begge ender
For ikke at brænde ud


Det kompromisløse jævndøgn

Åh kæreste, eneste cancer med pas;
Dit bortrejste ansigt
Den ubrugelige afskeds stigma
Jeg troede jeg havde visket ud
Den brændende arkiverede sol
Afslører nådesløst min resterende
Verden af slunkne gule
Efterårsvener, af blade
Der falder matematisk på åen
Under mit statiske signalement:
Det ultimative bevismateriale

Du taler som et Ginnungagab
Sluger mine apokryfe skridt
Og deres fægtende mangel
På forklarende indre genlyd
Som det mærkede bytte de er
Rammer mit fodfæste ind:
Du kan ikke være et hul
Du kan ikke trampes
Til med virkelighed
Og må derfor stadig have hjemme her

Du har gjort det nødvendigt at konstatere
At vort farvel var en grav uden kiste
Mit billedskønne program om dig
Blev ikke konstrueret til
At rumme den slags skitser
Kun sirligt farvebelagte fotos
Samlet i en kontraktbundet
Ufærdig cirkel af specifikt blod
Som om ikke andet stadig
Kræver at ende i ægte flammer
Af sæbe om det så skal koste
Navnet jeg fik og bar gennem dig
Og dermed hele filmens indhold:
Der er ingen verden udenfor
I den samme verden
Ingen slutning uden Slutning

Der er ingen brug for farvel
Før det er det eneste der er tilbage
Før samtlige mine kulørte blade
Er faldet i åen
Som sidste mulige tegn på mig
Før min håndjernsrolle er forsvundet
Og det hvide lærred
Hænger alene tilbage

Før jeg selv er blevet et hul
Der kan føde en ny sæson


Frit sort

Kære Savnede, velkommen bort!
I dette forpustede efterår
Af havarerede buketter
Dette jordløse drivhus
Og alle dets planløse strategier
For at forsyne vinteren med blomster
Tvinges jeg omsider til at sande
At regnen, virkelighedens klud
Syrebadets sprængte dæmning
Af minder der er blevet til fortid
Er tykkere end teaterblodet
Som løber i den vene
Mit hoved har bygget mellem os
Og stadig gerne vil tro eksisterer;
Luft er også en substans

Du står uden for mit vindue nu
Som en bleg gennemsigtig Biafrakerub
Mindst din egen verden fra dig selv
Kigger ind på mig som et notat
Med en dråbe mellem tænderne
Bider den over og synker i jorden
Mens mine helt egne årers papvin
Skiller som olie på vand
Alle væsker er forbundne
Og cellen er delt;
Endelig véd jeg hvem Du er
Og mangler blot at lære
At opløse mig i mig selv.


Nie mehr die Liebe!

Aldrig mere kærligheden!
Denne similiklid af candyfloss
Kviksandsøen af trøfler og valium
Der flyder oven på den sorte suppe
Af toge med ulæselige
Køreplaner der indånder vores
Tid og tager tiden på os
Kærligheden den nuttede ræv
Der hvisker om Shangrila i vores ører
Mens den sluger den nejende olie af knogler
Vi sælger til den for falske billetter
Lyset der siver ud af vore mundes
Planlagte skakspil hvor begge
Satser på remis eller mat
Mens vi skåler i hinandens blod
Og generøst fylder hinandens
Kalke så meget at vi drukner

Aldrig mere kærligheden!
Glansbilledkræften der spærrer os inde
I vore ansigters klamme hænder
Der aldrig ser sig selv i spejlet
Og slår blikket ned når de ser hinanden
Stå i hvert deres eventyrland
Der kun eksisterer i glassets monitor
Og sluger deres daglige medicin
(Kyssenes trøstende klap på skulderen
Som begge forveksler med fyldte sokker)
Mens de krabber sig hen over himlens ruder
Som krøblinge fra en endnu uopdaget omvendt krig
Der må holde nappet i armen på plads
Ved at slikke sol i bombeskinnet

Aldrig mere kærligheden!
De to lys på bordet
Der har for travlt med at flamme op
Til at se det er tjenerne der brænder


Livsdigtet

De farvebelagte kropskonturer der knuses mod spejlets bevismateriale
De blåøjede hænder der tegner sole på sorte skoletavler
Den statueløse mund der rister runer på luftens stormpapir
De rastløse fødder der tikker bundløst på vej mod fortovets regnbueguld
Det uglelakerede ansigts stirren på sit eget stirrende blik

Den grønhårede formodning om at selvmordets rumfang er lig med æggets;
En stum raket der foldes ud mod himlens lukkede glaskugleloft


Den matematiske vinter

Den matematiske vinter
Flyver i kisteformation
Som eskadriller af minusvind
Over byen der gemmer sig
I rækker af nummererede nerver
Under himlens stirrende ramme

Den matematiske vinter
Pisker ned ad træernes mure
Som herskesyg metallisk sæbe
Lægger sig mekanisk fast
På jordens rustne feberseng;
En læderdyne af glittet blæst

Den matematiske vinter
Skyller som en Betlehemssol
Ind gennem mine øjnes vanter
I spidse kaskader af mana
& tænder et bål under hjertets
aldrig formfuldendte ræv;
brænder mig til 1 iskrystal


Frejs medicin

Sommerfuglens jævndøgn er kommet;
En blodvarm løber af salvelys
Nejer under min flimrende krop
Mens jeg vandrer op ad en nygrøn
Trappe af blomster der skinner som sæbe
Og træparasoller der skærmer mig
Mod alle de sort/hvide faldlemme
Der hamrer ned fra min båndoptager
Mit alt for voksne kølvands isfrugt
Af udbrændte skud mod stjernerne

Der er forårskaffe på jordens sky
Pulsens ansigt springer ud af klippen
Og med dets helende sværd
Drejer jeg om i et rasende kærtegn
Indtager min haltende skygge
I mentolblæstens viskelæder
Det altfortærende frugtbare spotlight
Vejen uden veje tilbage

Tager mig selv i hånden
Og lover at aldrig vinke igen.

***

Appendiks 1: Spredte digte 1992 – 1995

Lige så lidt begejstret, som jeg i dag generelt er over Den mytologiske morgen, med lige så stor kærlighed ser jeg tilbage på nogle af de tekster, jeg i løbet af den periode, jeg arbejdede på manuskriptet, fik i diverse større eller mindre publikationer. Specielt dem, der gennem årene dryppede ud i Hvedekorn. Enig: Meget er faldet for tidens tand og det senere kritiske øje, og specielt de to sidste sæt, jeg sendte ind, mens Poul Borum endnu stod for redaktionen, fortryder jeg slet og ret. Skulle noget slettes af mit forfatterskab, skulle det være dem!

Men visse af teksterne fra dengang kan en sjælden gang stadig optræde i mit repertoire, når jeg er ude for at læse op. Når ”Februar”, ”Song for Someone” og ”Atmosfærisk nattevandrer” ruller ud over tungen, er jeg atter 18 år og fyldt med sære visioner og infernalsk lust for life!

Enkelte andre ting dryppede dog ud andre steder på samme tid. Flertallet af dem faktisk i Silkeborg Amtsgymnasiums skoleblad –9, som jeg var redaktør af i 1992/93. Og en ret enerådende redaktør, skal det siges, hvilket selvsagt gav et vist albuerum. Her vekslede rene freak-outs med ok, stedvist ligefrem fine (”Trosbekendelse”) tekster. Men da jeg nåede til Aalborg, var Kulturmagasinet SKOPET parat til at aftage et par ting, og mit sideløbende arbejde i trance-trioen Mateaux førte i 1997 til, at en ikke ret god tekst, jeg havde skrevet til dét projekt, som døde en stille død i starten af 1995, landede i hæftet til en udgivelse med efterfølger-projektet Psygone.

Her er alt. Og jeg mener: ALT.


***


Polizeit

Mine dage krokodiller
På indkøb under urets lygtemænd

Mine nætter senile detektiver
På jagt med alfabetets døve blodhunde
Efter den efterlyste ebbes vraggods
Af tøjdyr og friske kærtegn


Kemikaze - til Frontline Assembly

Mort cutter nerverne i kabinen i
Bylden af knuste munde og lænker
Brager rødt gennem tunnelen
gennem syren og testosteronen
Hænderne først gennem støjen og muren

Ind i fnuggenes kolde øje


Februar

Gik ned ad en gade
Ind på et værtshus
Hvor du sad
Sagde næsten dit navn
Gik hen for at omfavne gaden
Hvor du stod og skreg
Mens jeg gik hen
For at omfavne dig


Babuschka

Trafikken åbner sig
Og afslører mine fodspor
Fra i nat
Hvor jeg drømte at
Fodsporene åbnede sig og
Afslørede trafikken


1443

Åbner rød fløjl
Går oplyst hen mod mine skridt
Grøn og varm som dig


Manifest 1992

Solen skinner fremad i cirkler

Vi er prismer
Fra evighed til evighed


(Hvedekorn # 3/92)


Hyldest til Krumme (we'll never be friends)

Krumme, dit dumme svin, panzerfascist!!!
Du sku' købe dig et ur, sku' du!
Jeg ska' fandme lære sådan en lommelort at
gøre grin med M.C. Hammer!!!
Næste gang, vi mødes, bliver det på
kirkegården!!!
Duh skah døh!!!
Hvordan går det med din kone og mine børn?
Jeg ska' pudse dig med en vinkelsliber!!
Hvornår dukker du op på Ringe Festivalen?
Bare pas på, jeg kender Jønke, at du ved det!
Så du tror, Jesper Kisum er forfærdelig?
Så har du sgu aldrig smagt min gullasch!!!
Jeg ved, hvad du laver med min oldemors knogler!
Har du friseret dig med en hjulpisker?
Er du ved at få krymmel på den?
Jeg ska' lære dig at gi' koncerter i bar overkrop!
Næste gang inviterer vi Onkel Mødding!!!
Tror du, du er musiksanger?
Krumme, den af os, der dør sidst, lever længst!!!
Du skylder mig en tier, så jeg får tieren!!!

The M.C. Hammer Fanclub (mig og min kammerat Bo Lauritsen i en høj brandert!)


(-9, 9. årg., nr. 1, september 1992)


Forvredne minder

Der er lys bag mit vindue
Jeg kender dem ikke
Og hver gang jeg åbner et
Mødes jeg af nye veje
Smukke men aldrig mine
Altid udad væk
Som øjnene der lukkedes
Før jeg ordentligt så dem

Ja de øjne
Himle i horisonten
Og hvert ord et monument
Jeg melankolsk pegede ud
Hver gang jeg gik forbi
I en fremtid
Hvert ord
En aldrig fuldendt afsked
Af nærvær

Ja du stod ved bussen
Forkrøblet med en hvid maske
Trukket stramt ned over dine skuldre
Udenfor var der sommer

Jeg husker dig
Forvredet i alkohol
Og vil altid glemme
Før jeg skrues ned
Med rygende hjerter i lasten

(-9, 9. årg., nr. 2. oktober 1992)


Ekspressionistisk digt

AAAARRRGH!!!
AAAV!
OOOH!
STØNN!
Smerte, kval og dødsangst!
VRÆÆÆÆÆL!
Av...

Johnny Jukebox (mit alter ego som musikanmelder på -9)

(-9, 9. årg., nr. 3, november 1992)


Trosbekendelse

Jeg tror på hammerens tid
Jeg tror på skærmenes hvide plet
Jeg tror på dødens æstetik
Fuglene der flyver fra dens mund
Og samler sig i nye byer
Jeg tror på orgasmen
Som den hellige undergang
Alfabetets columbusdyb
Det Nye Ords daggry

Jeg vil hacke tiden
Jeg vil hacke blodet
Jeg vil bygge min egen vind
På det gasfyldte tomrum

Jeg kan

(-9, 9. årg., nr. 5, februar 1993)


Spaltning

Jeg siger det:

Lad dybderne veje mit skød
Lad dem rive stjernerne
Ud af min bug
Lad senegræsset skyde
Fra min hjerne

Spark kursen op
Mod Congoorkanen
Klyng mig op i masten
At jeg kan se skyerne rive
Langs kødet
Flosse det
Til en buket af fødsel

Lad mig være Gud igen

(-9, 9. årg., nr. 6, marts 1993)


Hjernerosen

Hjernerosen rejser sig fra
mit knæ breder sin kjole ud
i luftrummets støv ånder
rødder ud i lysets kernehus

Hjernerosen åbner sin bro
over natten spærrer luften
inde i bly marcherer over
den slebne død og visner

Hjernerosen spreder sin
krone med pudret fjæs
ler med sprængte læber


Song for someone

Jeg skrider ud over Ginnungagab
Kun den røde varme galskab
Rækker ud i min kapsel
Med samme navn som altid
Hånden glider over spejlet
Kan ikke røre det
Men véd det hænger i hovedet
I gule bobler af rosa drøm
Jeg ikke kan rejse fra

Sender breve til dagen
Med rundtossede krav
Om formler og automatpiloter
Men mest af alt en hånd
Som kan flyve mig hjem
Vise mig verden
Hvis den stadig er der


Sort matros

Sejler gennem rådne roser
Vugger splintrede knogler på skødet

En motorvej af stålsvøbte æbler
Lægger sig mudret i mit kølvand
Falder langsomt i med lyset
Der klistrer til min hånd

Jeg vil ikke drømme længere
Jeg vil drømme nu!


Giftig jord

Med ordenes rungende kviksand
Rejser jeg fanen på havet
Hvor døren blev lukket bort

Maler hyperbler på Babels rundsav


Zoom

I krydsets center:
Kvinde forrådnet i blade

I centerets center:
Hindenburg, sort grafit

Sur sol over
Detonation Boulevard


Atmosfærisk nattevandrer

Jeg flimrer af måne nu
Mine trin er vindfyldte puder af pollen
Biler fortsætter ind i mit øje
Rammer min sommers brænding
Med varme og længsel på sædet
Folk med martinihud og konkave øjne
Vælter ind i min sang på vej hjem til døren
Søerne løber ind i min mund
Som splinter af søvnblødt glas:
Gadens film blandt fisk og blade
Mit smil giver genlyd mod himlen
Døden tæller sine fingre

Jeg er atmosfærisk nattevandrer
Bærer fraværets lysende larm
Som en dråbe i hånden
Med muren i tasken
På vej til i morgen


Noveller

1

"Giv mig farver at vaske mig i
Røde fuldmodne skyer at drikke
Åh, Levende Linje, der er ingen gamle miner i himlen
ingen magnetiske brosten
Kun vanvittige nøgler af sprængstof"

Sagde hun
og bed hænderne af

2: Den lukkede narcissus

Han vendte sig fra spejlet:

"Det er smadret
Jeg kan ikke se dig"

(Hvedekorn # 1/93)


Brazil

Fra vinterens mund
Blæser en hånd
Rammer vort kys

Fra vort kys
Rasler aviserne
Over parkens guldhegn

Fra parkens guldhegn
Vokser Torvet ind i vinden
Hvor vi står og kysser
Vinterens mund


Hel

4:

Disse låste radioringe
Der spredes over mit ansigt
Fra kraterne efter blødernes krydsild

Disse afbrudte grene
Som svæver skamløst i luften
Under åndedrættets afdækkede angreb

Disse uldfrosne tunger
Der vokser fra din pande
Mens stenenes pornografiske mængde
Vælter ned foran stemmens port

Disse frakkeklædte rytmer
Som slynges fra vor djævledans
Hornene som gror gennem vort tøj
Og togene som hjælpeløst standser

3:

Det er hermed bevist
At vandets forkrampede talerstol
Er vor sygdoms eneste sti
At skyernes tømte vidne
Er vor eneste garanti
For isvarmens fortsatte tugthusstraf
At jordmaskinens underskrift
Er eneste gyldige paragraf
Mod knivens tribale skråning

Hermed er beviset bevist

2:

Vi er totale nu
Intet kan række vor flod
For ikke at nævne billedhotellets lydtræ

Skødesløst har vi kastet tavlen hvid
Kærligmørkt har vi slettet os selv
Til der kun var Vi tilbage
Himmelhårdt har vi åbnet digtet
Åbnet skriften op til gabet
Suget tarmene ud i ekstase

Vi er totale nu
Vi er her ikke

1:

PS:

Intet er smukt
Vi er de skønne

(Hvedekorn # 2/93)


Alexander

Trommernes stilhed:
Vore hjerter der banker antikke tæpper
Tågede sammensvejsede læber
Og usynlige tunge tunger
Der samles i en gordisk knude;
Et møllestenssmykke om vore halse,
Der halser som dunede ællinger

Morgenkaffe på en stjerne
Der snurrer i et anfald af lammelse
Hestehåret der endelig brister
Damoklessværdet der bliver til mit ansigt
Deler vores læber i to

Som en tårnhøj diktator
Indtager jeg hermed mig selv

Et land jeg ved vil forsvinde
Uden grænser;

Trommernes stilhed


Jævndøgn - til Susi og Mie Wendt Pedersen

To stjerner er stået op over byen
Gennem deres munde
Stiger historien op
Og binder en sløjfe om verden
Mens træer haver byer marker
Atter bliver til grønne gåder
Og feer drager spøgelser engle
Atter danser flamenco
Over selvangivelser og aviser

To stjerner er gået op over byen
Bøgerne åbner sig atter op
De blanke sider fyldes med pludren:
Stålet støbes om til æg

Til alle tider vil lyset
Falde en smule anderledes

(SKOPET, marts 1995)


Signal uden frekvens

Mit index af selvfølgelige
Smilende ruter i åndedrættet
Min vildmarksstrikkede oldtidsstub
Droppet der bandt mig sammen med verden
Og sendte mig op mod mig selv
Har forladt mig som et brændende hus
Antændt af ejerens nedskrevne puls;
Blomsterne springer ud i min hånd
Som jeg er sprunget ud i arkivet;
Der er intet græs i min seng
Jeg har skrevet mit eget navn på spejlet
Og prøver at skrælle kødduggen af

Min velformulerede ansigtskrone
Danser en amputeret vals
Med sin egen hånd af papir;
Trappen der nægter at føre op til den sol
Der skinner mig fremmed den gulerod
Jeg jagter rundt mellem linjerne
Og véd vil smage af Mig
Den hvilende stjerne der giver mening
Uden at åbne nogen mund
Og smatte glassets overgang til
Med billedet af en
Overgang i glasset

Mit hjerte tordner som drivtang
Der pisker ind mod en strand af skjorter
Tordner uden at kunne holde


Sommeren fungerer ikke længere

Sommeren fungerer ikke længere;
Du står på et porøst firmament
Fra en fredag aften af skrottede ligninger
Blæser sæbebobler fra mit hjerte
Og lader dem detonere
Lige for næsen af mig
Som understrømme af bentulipaner
Luften i dem har mistet luften
Af andet end den sorte safari
På de bløde torve af gavepapir
De efterlos i det pludselige break
Jeg valgte at døbe juli Nat

Nu må jeg danse med mit hovedes
Rohrschachtest af faldende blade
Til lyden af stikkontakter
Der falder ud af væggene
I alle de ternede værelser
Du sad i inde i solen
Til lyset tvinges til at tænde sig selv
Som en blomst der må skyde på et gravsted
Der hvor den låste himmel sander til
Som den visne due den er
Og jeg kan tage mit spøgelse med
På endnu en tur over skyer af jord
Og læse dig som det digt du vil blive til;
En spire af manglende tandhjul
I decembers mandagsdynamo
Jeg kan ikke få vejret

Til at fungere længere


Poeten roser Gud

Himmel og asfalt i ét
Smeltet i ét i varmen
Som et billede af en maler
Der har smidt sin pensel væk
For ikke at skulle gå tre skridt tilbage
Og hugge motivets navlestreng over
Lukke det inde i sit lyn
Men stadig véd hvordan det ser ud
Dér midt i farveflodens hvirvler
Og ser det er godt

Mig der stryger gennem heden;
En skikkelse der konstant rækker
Hånden ud gennem sig selv
Og opdager at den
Virkelig er der

Smiler op mod Det Åndende
Og sørger over endnu et digt

(Hvedekorn # 4/95)


The rhythm of change

Since the beginning of time, every passing structure of life and matter has been a variation of the same basic rhythm; the rhythm of change!

The rhythm of change is always basically the same, but never returns to nothing. Everyting grows in circles around the circle called change, and like all galaxies, the rhythm of change is a spiral. A spiral of creation.

(Skrevet som introtekst, når mit ex-band Mateaux gik på scenen i 1993-94. Offentliggjort i hæftet til Psygones cd Optimystique i 1997).


Appendiks 2: Magnum Opus

Forord 2011

En del af mig har altid elsket tanken om et decideret langdigt á la Eliot, Whitman eller for den sags skyld Homer, og i en inspireret (?) periode i efteråret 1995 gjorde jeg faktisk forsøget på at skabe ét af slagsen. Titlen hentede jeg fra Martin Halls Presence-album, hvis sidste nummer, der bærer titlen, er én stor kærlighedssang til verden og livet på trods.

Der er ikke så meget mere at sige til teksten. Stilen er den samme som i Den mytologiske morgen – overlæsset, overspændt, overgjort. Dog har jeg senere – i 2009, da jeg arbejdede sammen med Louise Kristensen under pseudonymet Maren Eriksen – genaktualiseret en enkelt passage, der stod fint for sig selv. Og, tja, det hele stoppede vel simpelthen, da jeg lige pludselig selv mistede overblikket…


***


Jeg elsker livet;
Alle cirklerne der skriger
på de endeløse gadehjørner
Der der er i luften
Og sprænger timetunge køer af byer
I luften hvert eneste sekund
De kantede perfekte psykotiske ædelsten
Der fylder butikkerne med tændte
Og håbløst åbne kontakter
Den billedskønne virkelighed
Der tager sig virkelig ud
Fra alle vinkler

Jeg elsker depressionen;
Rutsjebanen med de smadrede ruder
Der river sig frydefuldt gennem kødet
Latteren over at se sine knogler
Mens de rejser sig over marke og synet
Sm skinnende sorte radiotårne
De faldende sommerfugle i maven
Der flagrer i de kuber af blod
Som falder som stjerner i det trygge tomrum
Og det stille smil der bryder frem
Når livet kurer ud på den anden side
I en spiral af valsetrin
Der folder sig ud til en regnbue
På den sort/hvide solskærm

Jeg elsker ekstasen;
Det pludselige hul i havet
Og bladene der falder som sperm gennem jorden
Lyset der bukker sig ned
For at plukke et blåbær
I en piges åndende skød
Sneen der prikker sig vej igennem
Sneen der prikker sig vej igennem
Sneen der falder lige ned
i armene på mig

Jeg elsker fremmedgørelsen;
Det hav af lysende røde øjne
Min søvnløse seng sejler på
De ar fra andre planeter
Der spreder sig over mit håndled
Og gør mig til et flag på ukendte skibe
Som sejler forbi i min horisont
Gør mig fri som en indian summer
Navnløs som guderne selv
I det smukkeste spejl
I det blinde fald gennem syv himle
Ned i min
Egen næve

Jeg elsker savnet
For dets ansigts kaleidoskopiske mønster
Der kun kan plukkes som en stjerne
Omslutter de kommende laviner
Og hives væk under mine fødder
Netop som jeg vandrer ud
For at plukke blomster i min barndom
Og rejse rundt om mit hjerte
På 80 dage eller et helt liv
Og gennem min første passage ud i lyset
Og min første ind i mørket
Smile nostalgisk på mit rumskibs bjergtop
Over alle de myter jeg huskede
At jeg skaber i fremtiden;
Jeg er for evigt ved at nå til toppen
Med min kampesten af navlestrenge
Og må derfor vandre videre
Som lyset der holder mine øjne åbne

Jeg elsker visionen;
De tusind floders flod
Øjet fra den anden side af universet
Og det eneste facit
Hvorfra historierne konturerne
Historiens krop mit hovede smedet af alle hjerner
Kringler sig ud via alle ruter
Og ser de samme stjerner
Som den samme sol
Og det samme navn
Og jeg véd det ikke er min himmel;
Det er visdom og valium i ét;
Det er mig

Jeg elsker kærligheden;
Det klare glas jeg spejler mig i
Blåbærdæmonerne i mit spor
De tredimensionelle glansbilleder
Af dråbelys og stormende vinglas
De illuminerede haver af blomstrende
Luft og tommetynd is
Syvtommersømmet der bankes igennem
Mig og de brændende broer jeg står på
Med udsigt til ulmende regnbueroser
Og sømmer mine fødder
Fast til mig selv
Lykkelig som en
Telemast

Jeg elsker stilheden;
Pennens kærtegn af papiret
Mine øjnes glasmontre
Prisen for at I kan se mig
Sove under vandet
Med hvide lys i mine
Foldede hænders supermarked af blod
Prisen for at jeg kan se mig selv
Som et mønster i vandet
Og viske mig ud
I en bølge der står
Som en afskåret arm
I vinden

Jeg elsker stormen;
Det grønne lys på kirkegården
Spiren under det nedrevne hus
Stilstilladset i kviksandets smil
De bankende hjerter der brænder
Igennem de iturevne faner og
Hejser deres flag på vej ud i kløften
Sort blå rød jeg maler min død
Og bærer den på mit bryst
Parat til at være den engel
Af fredfyldt krig jeg er

Jeg elsker hadet;
Min uigennemskuelige krystalkugle
Af grimasser og trotyl
Den meterhøje snebold
Der blæser ud af min mund
Og byder mine frosne hænder
At flå mit bankende hjerte ud
Ved at bryde igennem dit bryst
Der byder mig at trykke
På min røde plet
Og sparke samtlige hovne himle
Ind med jordslået vold;
Livets egentlige manifest

Jeg elsker døden;
Så fuldt ud æstetisk
En skarp og velduftende faldlem
Et sort hul der ulmer på skemaet
Og brænder sig vej gennem kaffebordet
Helt derud hvor folk kan flyve
Og ingen fortæller om kolibrier
Hvor alle har taget parykken af
Og telegraferer deres tomme lovbøger
Til os med den simple besked
At uret er en revolution
At vi skal stole på bøgetræernes farver
At den bare jord ikke nødvendigvis
Er et manglende sikkerhedsnet

Jeg elsker nærværet;
At gå en tur på Den Eneste Sti
Og sultent forsøge et gadehop
Før jeg mæt går videre
At mærke De Andres smilende munde
Kaste historiens kikkert til mig
At mærke at jeg bliver bleg
Når deres øjne græder blod
At lægge armen om mig selv
Og høre græsset gro
Overbevist om at jeg ikke
Er Alene

Jeg elsker sandheden;
Det brædende hede sand
Der slutter mig inde
Fortæller mig at jeg har lemmer
Fødder nok til jakobsstigen
Hænder nok til at bygge den selv
Og en pik til at oversperme skyerne
Jeg kan mærke det thi
Sandelig siger jeg eder;
Jeg sidder fast!
Radioen vansirer mine
Ansigtstræk af regnbueguld
Og min hud flimrer
Af celler der vælter
Ud for at fange solen;
Den Grønne Ost.

Jeg elsker støjen;
Den afklædte ramme
Der rammer som en dårlig dag
Det blussende regnvejr
Der jævner vandet
Det regner med maskiner
Masker til husbehov med mere
Macho er den gang jeg går
Gennem Det Røde Vejr
Alt kan ganges med mig
Mens jeg sidder i lotusstilling
Med ravne på mine skuldre;
Transcendentalt fri
For tiggende blikke
Og stolt over at
Være en frekvens
Brudt igennem
Min radar

Jeg vasker min krop af sanser
I et karbad af syner
Og alt er groet så vidunderligt vildt
Og er så pragtfuldt symmetrisk
Som kun det eventyr
Hvor Den Store Vinflaske gror
Den drik der kun består af liv
Og ikke andet
End alt andet
Eventyret om mig der går på gaden
I en hverdag
Og knapt kan tro det
Med mig selv

Mine øjne kan skue gennem øjne
Gennem øjne gennem øjne og ikke
Mindst mig selv der ser ud som
En anden og ligner en lokkende
Gåde under juletræet eller en mand
Der hænger fra en lygtepæl et grænseløst
Land at tage bopæl i når jeg
Endelig kan se mig på
Den anden side af spejlet på den
Anden side af sejlet og være
Tilfreds med intet mindre mine øjne
Kan se en verden under mine fødder
De kan se et gulvtæppe de kan se
Himlen når jeg falder bagover og mærker
Det er her jeg hører til her mellem
Stjernerne med begge fødder på jorden
På den anden side igen mine øjne
Kan se dig en skraldespand en ædelsten
Til at røre til at putte
I min lomme eller falde dybt ned
I når jeg gider når du får
Mig til at gide mig den perfekte
Bevægelige dukke mine øjne
Kan ikke se sig selv og din er
Magten og riget og æren i evighed amen
Min kære pisk fra udenfor

(…)